Danmarks kampsportsunivers

15-årig dansker vinder nyt bælte i Thailand: “Utroligt, at han har hængerøv i bukserne”

August Tange tog sejren og et nyt bælte til samlingen tidligere i dag. Foto: Instagram

Mens den veletablerede Peter Danesø tog en stærk sejr ved UAE Warriors 72 i Abu Dhabi tidligere her til aften, så har der også været masser af dansk succes i Thailand.

Læs også: Sensationel dansk sejr i Abu Dhabi: Danesø nedkæmper svensk storfavorit

Her har den blot 15-årige August Tange fra Aalborg Martial Arts i flere uger været på træningslejr, men opholdet tog forleden en uventet drejning, da den unge nordjyde fik tilbudt en stor chance af en lokal promotion.

Opgaven lød på en titelkamp mod en 22-årig australier – altså en modstander, der er syv år ældre end danskeren selv.

Den chance lod Tange ikke passere.

Tidligere i dag dansk tid stod han i ringen på Sinbi Boxing Stadium, og her leverede den unge dansker en imponerende og klinisk indsats. Tange ramte både ofte og rent, ikke mindst med albuerne, og i tredje omgang måtte australieren give fortabt. Dansk TKO-sejr – og endnu et bælte om livet til den talentfulde nordjyde.

Læs også: Dansk triumf i Bangkok: Overlegen Oliver Payne tog vigtig sejr i Thailand

Sejren blev hurtigt fejret af klubben på sociale medier, hvor Aalborg-klubben leverede aftenens bedste kommentar med et glimt i øjet:

“Det er utroligt, at August har hængerøv i bukserne med alle de bælter, han har vundet.”

Og der er noget om snakken. Trods sin unge alder har August Tange allerede samlet en anseelig bæltesamling, og der er ingen grund til at tro, at det ikke kan fortsætte. Rent fysisk er den Tange noget af et pragteksemplar, og selvom han først fylder 16 år i næste måned, måler han allerede 190 centimeter og har altså en rekordliste, der kan gøre selv de mest rutinerede thai-kæmpere misundelige.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.