Danmarks kampsportsunivers

17-årigt kæmpetalent imponerer i Sverige: Tager en klar sejr i sin pro-debut

Foto: MTFL

Den 18. udgave af den svenske muay thai-serie Muay Thai For Life løb lørdag aften af stablen i den svenske havneby Helsingborg.

Hele tre danske muay thai-krigere skulle i kamp ved MTFL 18 på en aften, der endte med danske op- og nedture.

Læs også: Dansk trio indtager Sverige: Er på fightcardet ved MTFL 18 lørdag aften

Den helt store optur stod den bare 17-årige Luca Coker for. Fightworld.dk-kæmperen stod over for svenske Sam Wingqvist, der beskrives som en populær publikumsfavorit og har været på plakaten ved flere store muay thai-events i Sverige.

Men 17-årige Luca Coker lod sig hverken kue af udebanen eller sin på papiret mere rutinerede modstander. I stedet dominerede han klart størstedelen af de fem runder, de to kæmpere skulle igennem.

Da dommersedlerne blev læst op, var der da heller ingen tvivl. Luca Coker kunne række armene i vejret efter en flot kamp. Og så endda i sin professionelle debutkamp.

Det beretter flere svenske medier, herunder Kimura.se.

Sejren til Fightworld-stortalentet blev desværre den eneste danske sejr ved MTFL 18.

På prelimkortet skulle Mikentas Hussain Bashir i kamp mod lokale Simon Hansson i en kamp, som svenskeren blev tildelt sejren i på dommersedlerne.

Heller ikke Amir Farahi kan rejse hjem med en sejr i bagagen. Great Danes-fighteren ydede ellers fin modstand til den altid farlige svensker Sandi Delic, som dog endte med en pointsejr i deres indbyrdes dansk-svensk krig.

Samtlige resultater fra MTFL 18:

Main Card

  • Pro-titelkamp (main event): Emil Flystam vs. Mo Abdurahman
  • Pro-kamp – 65 kg: Kenny Hong besejrede Nasim Kazem via majoritetsafgørelse
  • Pro-kamp – 63,5 kg: Luca Coker besejrede Sam Wingqvist via enstemmig afgørelse
  • Pro-kamp – 81 kg: Sandi Delic besejrede Amir Farahi via enstemmig afgørelse
  • Pro-kamp – 57 kg: Daniella Eshagi besejrede Lilja Havrylyuk via enstemmig afgørelse
  • Pro-kamp – 71 kg: Kamil Abdulhadi besejrede Anders Kalbakk Bøhler via enstemmig afgørelse

Prelims

  • A-klassekamp – 57 kg: Lucas Kano besejrede Sebastian Rodriguez via enstemmig afgørelse
  • A-klassekamp – 71 kg: Simon Hansson besejrede Hussein Bashir via enstemmig afgørelse
  • A-klassekamp – 60 kg: Oliver Perezia besejrede Ajdmir Askerkhanov via enstemmig afgørelse
  • A-klassekamp – 67 kg: Rafael Gacio besejrede Yuseff Chamma via enstemmig afgørelse
  • A-klassekamp – 77 kg: Viggo Axelsson besejrede Bruno Milosovic via enstemmig afgørelse
Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.