Danmarks kampsportsunivers

6 år siden i dag: McGregors 40-sekunders masterclass blev hans sidste sejr

Conor McGregor i buret. Foto: Imago / Inpho - Tom Hogan.

Den 18. januar 2020 – for præcis seks år siden – vendte Conor McGregor tilbage til oktagonen i Las Vegas og destruerede Donald Cerrone på under et minut. Det er den dag i dag den sidste sejr for MMA-sportens største stjerne.

‘The Notorious’ havde været væk fra UFC i 15 måneder efter et ydmygende nederlag til Khabib Nurmagomedov og en periode med turbulens uden for buret.

Nu skulle han bevise, at han stadig var den samme farlige fighter, der havde knockoutet José Aldo på 13 sekunder og vundet titler i to vægtklasser.

Modstanderen var Donald ‘Cowboy’ Cerrone – en levende UFC-legende med rekorden for flest sejre og flest afslutninger i organisationens historie. Amerikaneren var kendt for at tage kampe mod hvem som helst, hvor som helst, og havde lovet at holde kampen stående mod ireren.

Det skulle han ikke have gjort.

Et uventet våben
Da de 19.040 tilskuere i T-Mobile Arena havde sat sig til rette, gik det lynhurtigt. McGregor fløj fremad med sit frygtede venstre slag, som Cerrone duckede, og de to gik i clinch.

Hvad der så skete, overraskede de fleste. McGregor begyndte at hamre sin skulder direkte ind i Cerrones ansigt – et usædvanligt og brutalt effektivt våben, som knuste amerikanerens næse og efterlod ham blodig og rystet.

Da de skiltes fra clinchen, var Cerrone allerede i problemer. McGregor udnyttede det øjeblikkeligt med et perfekt timet hovedspark til hagen. ‘Cowboy’ vaklede, McGregor kastede sig over ham med en byge af slag, og dommer Herb Dean havde set nok.

40 sekunder. Det var alt, det tog.

McGregor havde ikke bare vundet – han havde totaldomineret uden at blive ramt en eneste gang. Statistikken viste 19-0 i significant strikes.

Historisk knockout
Sejren gjorde McGregor til den første fighter i UFC-historien med knockouts i tre forskellige vægtklasser: fjervægt, letvægt og weltervægt. Han fik ‘Performance of the Night’-bonussen og cementerede endnu en gang sin status som sportens største box office-attraktion.

Alt tydede på, at ireren var tilbage på sporet mod flere store kassekampe.

Men sådan skulle det ikke gå.

Efter sejren over Cerrone har McGregor ikke vundet en eneste kamp. I januar 2021 led han sit første knockoutnederlag i karrieren, da Dustin Poirier stoppede ham i anden omgang ved UFC 257. Et halvt år senere mødtes de igen ved UFC 264, hvor McGregor brækkede benet og tabte på doctor stoppage.

Siden har den 36-årige irer ikke været i oktagonen. Han har dog udtrykt ønske om at kæmpe på det storstilede UFC White House-event til sommer, men tiden må vise, om det bliver til noget.

For seks år siden fik fightfans i hvert fald en flig af den gamle McGregor.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.