Danmarks kampsportsunivers

Dansk sværvægtshåb om camp med verdensmesteren: “En ubeskrivelig oplevelse”

Thorbjørn Boudigaard sammen med verdensmester Murat Gassiev. Foto: Privat

Den danske sværvægtsbokser Thorbjørn Boudigaard (11-3) har de seneste fire uger fået en oplevelse ud over det sædvanlige. Danskeren har nemlig været i træningslejr hos den bokseverdensmesteren Murat Gassiev.

Det var den russiske lejr, der selv rakte ud til den danske sværvægter, fortæller Thorbjørn Boudigaard til Fighting.dk..

“Baggrunden er, at de kontaktede mig efter min seneste kamp i Brøndby og spurgte, om jeg ville være med i forberedelserne til Gassievs kamp den 11. juli,” lyder det.

Og det var ikke om en tilskuerrolle, Boudigaard var tiltænkt. Danskeren har været en yderst aktiv del af campen og har stået i ringen med både verdensmesteren selv og flere af de øvrige boksere.

“De seneste fire uger har jeg sparret med Gassiev et par gange om ugen. Derudover har jeg også gået nogle omgange med flere af de andre boksere hernede,” fortæller Boudigaard.

For en dansker, der selv drømmer om at nå toppen, var det en oplevelse med stor værdi – ikke mindst fordi den bekræftede ham i, at han hører til i toppen.

“Det har været en ubeskrivelig oplevelse og enormt udviklende for mig at være her. Ud over at jeg har fået bekræftet, at jeg har niveauet til at være med blandt de bedste, har jeg også mærket, hvilke ofre det kræver at blive verdensmester,” fortæller Thorbjørn Boudigaard.

En verdensmester med en dansk historie

Murat Gassiev er tidligere verdensmester i cruiservægt og er siden rykket op i sværvægt, hvor han nu ligeledes kan kalde sig verdensmester, og efter planen skal han den 11. juli bokse den VM-kamp, Boudigaard er blevet hentet ind for at hjælpe med forberedelserne til.

Det er dog uvist, om kampen bliver til noget – og hvem modstanderen bliver – efter franske Tony Yoka måtte trække sig med en rygskade.

Danske boksefans husker måske Gassiev som manden, der i sin tid tildelte danske Kem Ljungqvist karrierens første og hidtil eneste nederlag.

For Boudigaard føjer opholdet sig til et usædvanligt aktivt år. Danskeren besejrede senest den stærke tjekke Tomáš Šálek sikkert på point i Brøndby Hallen.

Læs også: ‘Danmarks mest aktive profbokser’ afløser skadet landsmand i Brøndby

Det var Thorbjørn Boudigaards tredje kamp på bare to måneder og hele ottende kamp på godt et år.

Boudigaard er inde i en god stime og har vundet seks af sine seneste syv professionelle kampe. Den danske sværvægter står i alt noteret for 11 sejre i 14 professionelle kampe.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.