Mon ikke der er en god portion danske fightfans, der ville ønske, at de kunne være i Randers og Odense samtidig?
I hvert fald lægger begge byer arena til hver deres store MMA-stævne lørdag aften, når MMA GALLA vol. 32 løber af stablen i Sydbank Arena i Odense, mens Airtox Dominance 7.0 afvikles i Arena Randers på den jyske østkyst.
Vi starter i Randers, hvor Airtox Dominance heldigvis fik hentet en erstatning ind til Mads Burnell. MMA-stjernens første kamp på dansk grund siden 2019 hang nemlig i en tynd tråd efter et sent afbud fra hans oprindelige peruvianske modstander.
Læs også: Main event er reddet: Ny Mads Burnell-modstander er på plads
Fire pro-kampe og et hav af spændende amatørkampe – otte i alt – venter i Randers, der for første gang får besøg af Mark O. Madsen & Co.
Netop derfor er Airtox Dominance 7.0 et decideret premierestævne. Anderledes ser det ud i Odense, hvor Sydbank Arena efterhånden er en velkendt ramme for MMA GALLA – og lørdag byder den fynske arena så på promotionens hele 32. stævne i rækken.
Og selvom de seneste dage har budt på aflyste kampe med Arte Suave-profilerne Abdullah Ali Amer og Benjamin Sesay, er der fortsat 11 stærke kampe på plakaten.
Der er da også garanti for god stemning, når lokale profiler som Tais O’Donnell, Rick Gangia, Simon Seiler og Jakob Dyrup – alle fra Great Danes Fight Club – skal i buret.
Læs også: Rutineret tjekke udfordrer Simon Seiler i titelkamp i Odense
Både Seiler og Dyrup sætter deres MMA GALLA-bælter på spil, når de kaster sig ud i et titelforsvar for henholdsvis weltervægts- og sværvægtsbæltet.



