Danmarks kampsportsunivers

MMA GALLA annoncerer sydjysk derby: “Den regionale stolthed er på spil”

MMA GALLA-buret ved et tidligere show. Foto: Klosterskov Foto/MMA GALLA.

Der er lagt op til sydjysk lokalopgør, når MMA GALLA vol. 32 rammer Sydbank Arena i Odense den 29. august.

MMA GALLA har nemlig annonceret en letvægtskamp mellem to sydjyske amatørkæmpere, hvor den regionale stolthed i den grad er på spil. Daniel Lindén fra Fight Team Kolding skal op mod Rasmus Renaa fra Esbjerg Fight Center.

For Daniel Lindén, der er et ganske kendt navn på den danske amatørscene, handler kampen samtidig om revanche. Kolding-kæmperen har seks tidligere kampe i MMA GALLA-regi, hvor det er blevet til to sejre og fire nederlag – senest tabte han til Arny Akim ved MMA GALLA vol. 29 på hjemmebane i Kolding.

På den anden side af buret står Rasmus Renaa fra Esbjerg Fight Center.

En kæmper, der ifølge Esbjerg Fight Centers hjemmeside, foreløbig blot har én MMA-kamp bag sig, der endte med et nederlag ved Low Key MMA i Odense. Til gengæld er han noteret som ubesejret i muay thai med tre sejre i lige så mange kampe.

MMA GALLA vol. 32 finder sted i Sydbank Arena i Odense den 29. august, hvor Simon Seiler og Jakob Dyrup begge forsvarer deres MMA GALLA-titler.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.