Nu ligger det helt fast, at Sigurd Rømer til oktober lægger amatørhandskerne på hylden.
Great Danes-profilen er nemlig endeligt bekræftet som en del af fightcardet ved MMA GALLA vol. 34, hvor den danske MMA-promotion for første gang nogensinde gæster Fredericia.
Det blev offentliggjort tidligere i dag.

Rømers professionelle debut kommer til at foregå i letvægt (70 kilo). Fynboen har kæmpet flere af sine seneste amatørkampe i superletvægt op til 74,8 kilo, så pro-tilværelsen byder på en tur ned i vægt, hvilket dog er et helt normalt skridt, når en fighter rykker fra amatør til prof.
Sigurd Rømer skrev sig tidligere i år ind i historiebøgerne som den allerførste fighter med en såkaldt multi-kontrakt med både MMA GALLA og FCR.
Læs også: Fynsk MMA-talent skriver historisk pro-kontrakt: “Han har en lys fremtid foran sig”
Nu venter en professionel karriere efter 13 kampe som amatør, hvor Rømer står noteret for 10 sejre og tre nederlag.
Great Danes-profilen nåede blandt andet at tage titlen som nordisk mester 2024, ligesom han som finalist var super tæt på at tage sejren ved amatørturneringen Victory Tournament.
Rømer har ligeledes repræsenteret Danmark ved VM i MMA som landsholdskæmper, så det er en ganske erfaren kæmper, der nu kan se frem til et nyt kapitel i karrieren.
Læs også: Sigurd Rømer har pro-debuten på plads: “Det er en kulmination på min karriere”



