Det, der de seneste dage kun var rygter, er nu endeligt en realitet. Den danske bokser Oliver Zaren skal bokse om verdensmesterskabet.
Læs også: Rygterne svirrer: Oliver Zaren får kæmpe VM-kamp mod cubansk verdensmester
Torsdag den 8. oktober går den ubesejrede dansker i ringen i Québec i Canada, hvor han udfordrer den forsvarende IBF- og IBO-verdensmester Osleys Iglesias i supermellemvægt.
Det bekræfter Zarens promotor, Primetime Boxing.
Og kampen er historisk, allerede inden den første klokke lyder. Vi skal nemlig spole tiden mere end 13 år tilbage for at finde en dansk mandlig bokser i en VM-kamp.
13 år efter Kessler
Sidst en dansk herrebokser stod i en kamp om et verdensmesterskab, var den 25. maj 2013, da Mikkel Kessler mødte britiske Carl Froch i en kamp om blandt andet IBF-bæltet. Nu – mere end 13 år senere – er det Kesslers egen elev, Oliver Zaren, der får chancen for at bokse om netop det prestigefyldte IBF-mesterskab.
Fra Kessler til Zaren. Fra 2013 til 2026.
Og denne gang er der ikke bare ét, men to verdensmesterskaber på spil, når både IBF- og IBO-bæltet ryger på højkant.
Dansk boksning i medvind
VM-braget falder samtidig midt i en periode, hvor dansk professionel boksning oplever en international opblomstring.
For små tre uger siden var Jacob Bank en del af det store Anthony Joshua-kort i Jeddah, hvor han udboksede og vandt sikkert over den ellers hidtil ubesejrede Pawel August.
Læs også: Bank scorede kæmpe lønseddel i Saudi-Arabien: “Det var en god årsløn”
Sidste weekend leverede Dina Thorslund en af de største præstationer i dansk boksnings historie, da hun vandt en VM-titelkamp om hele fire VM-bælter. Og allerede om én uge skal ubesejrede Melissa Mortensen bokse om WBA-titlen i Californien.
Læs også: Dina Thorslund om ubestridt VM-titel: “Det virker stadig surrealistisk”
Ikke overraskende er promotor Kasper Holgersen fra Primetime Boxing begejstret over udsigten til endnu en stor kamp for en af staldens boksere.
“Det her er den største mandlige danske boksekamp i over 13 år. Det siger alt om størrelsen på den mulighed, Oliver står med,” lyder det fra Holgersen.



