Danmarks kampsportsunivers

Usårlig i over ti år: I nat kan Makhachev skrive UFC-historie

Islam Makhachev forsvarede sin UFC-titel ved UFC 330, hvor russeren tog sin 17. sejr i træk. Foto: Imago.

Islam Makhachev har muligheden for at skrive sig ind i UFC’s historiebøger, når han natten til søndag forsvarer sit VM-bælte i weltervægt mod irske Ian Garry ved UFC 330 i Philadelphia.

Russeren regnes som en af planetens absolut bedste MMA-fightere og topper faktisk UFC’s samlede pund-for-pund-liste – og en sejr i nat vil cementere ham blandt sportens allerstørste på flere fronter.

Uslåelig i over ti år

Makhachev har kun tabt én gang i hele sin karriere. Det skete helt tilbage i 2015, og siden har russeren vundet alt, hvad han er kommet i nærheden af.

Faktisk står Makhachev nu med 16 sejre i træk i UFC – lige så mange som rekordholderen, den legendariske brasilianer Anderson ‘Spider’ Silva. Slår russeren Garry i nat, tangerer han ikke længere rekorden, men overgår den med sin 17. sejr i streg og sætter dermed ny rekord for den længste ubrudte sejrsstime i UFC’s historie.

Kan forsvare titler i to vægtklasser

Og rekordjagten stopper ikke der. Makhachev var i årevis den dominerende mester i letvægt, hvor han forsvarede bæltet hele fire gange, inden han rykkede op i weltervægt og erobrede VM-titlen fra Jack Della Maddalena sidste år.

Med en sejr i nat vil han for første gang forsvare sit weltervægt-bælte – og dermed slutte sig til en eksklusiv klub. Kun Daniel Cormier, Henry Cejudo, Amanda Nunes og Jon Jones har tidligere forsvaret UFC-titler i to forskellige vægtklasser.

Læs også: Urørlig champ på rekordjagt: Få optakt og spilforslag til UFC 330 her

Foran Makhachev står dog en farlig og selvsikker irsk udfordrer, der har fordelen i højde og rækkevidde og brænder for at vælte russeren af tronen. Men lykkes det Makhachev at få bugt med Garry, vil natten til søndag stå som endnu et kapitel i en af de mest suveræne karrierer, UFC nogensinde har set.

UFC 330 kan følges natten til søndag, hvor main cardet begynder omkring klokken 03.00 dansk tid.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.