Nu er detaljerne på plads for den hyldest, Dina Thorslund har i vente i sin hjemby.
Efter danskerens historiske VM-triumf, hvor Thorslund for en god uge siden besejrede Cherneka Johnson i Florida og blev fire-dobbelt verdensmester, inviterer Holstebro Kommune nu offentligheden til en fejring af den nykårede verdensmester.
Det sker tirsdag den 18. august klokken 10.30 i Rådhushallen i Holstebro.
Læs også: Efter kæmpe VM-triumf: Nu bliver Thorslund hyldet på rådhuset
I et opslag på Facebook lægger kommunen ikke skjul på stoltheden over byens verdensmester.
“Holstebro har en verdensmester. Faktisk en firedobbelt verdensmester! Og det skal selvfølgelig fejres,” skriver Holstebro Byråd.
Og med fire VM-bælter på cv’et er der ifølge kommunen “vist ingen tvivl om, at hun har fortjent et ordentligt skulderklap”.
Thorslund blev i forvejen kåret som Årets Idrætsnavn ved sportsgallaen i Holstebro Kommune i 2023 – og nu venter altså endnu en hyldest på hjemmebane, hvor byrådet håber, at mange lokale vil kigge forbi.
“Kom og giv Dina den hyldest, hun fortjener,” lyder opfordringen fra kommunen.
Fejringen finder sted i Rådhushallen i Holstebro tirsdag den 18. august klokken 10.30.



