Danmarks kampsportsunivers

Stortalent klar til Primetime-debut: ‘Nu skal han for alvor vise sig frem’

Lucas Ashira tog sejren i sin prof-debut. Foto: Instagram

Lucas Ashira fik en drømmestart på sin professionelle karriere – og nu venter næste kapitel.

Den 21-årige danske bokser er klar til sin første kamp som kontraktbokser hos Primetime Boxing, når Primetime Fight Night 10 løber af stablen i Odense fredag den 2. oktober.

Læs også: Primetime Boxing indtager Odense: Lokal bokser klar til titelkamp

“Nu skal det store talent for alvor vise sig frem,” lyder det i et opslag fra Primetime Boxing – og det falder helt i tråd med, hvad promotor Kasper Holgersen tidligere har udtalt.

“Lucas er uden tvivl en af de mest spændende talenter, vi har set i dansk boksning i mange år. Han har alle de kvaliteter, der skal til for at nå helt til tops,” lød det fra Holgersen, da den unge dansker skrev under på sin langtidskontrakt.

Ashira fik professionel debut i maj, hvor han ikke lod nogen i tvivl om sit potentiale. Ved Danish Fight Night i Frederiksberg Hallerne den 31. maj vandt mellemvægteren på knockout efter blot 92 sekunder – en præstation, der uden tvivl var med til at sikre ham kontrakten hos Primetime Boxing.

Læs også: Vandt prof-debut på lyn-knockout: Nu får dansk stortalent langtidskontrakt

For Ashira er boksningen mere end et karrierevalg – den ligger i blodet. Hans far, Evans “The African Warrior” Ashira, er tidligere OL-bokser og professionel VM-udfordrer, der i mange år var en stor profil på den danske boksescene og blandt andet boksede mod den ubesejrede verdensmester Joe Calzaghe.

I dag er det netop faren, der træner sønnen.

Primetime Fight Night 10 byder i alt på 7-8 professionelle kampe med den lokale Elias Faours titelkamp som hovedkamp.

Læs også: Ubesejret Vollsmose-bokser jagter titel på hjemmebane

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.