Danmarks kampsportsunivers

MMA GALLA vol. 33: Arte Suave-profil klar til ny medrivende kamp i Brøndby Hallen

Buret ved MMA GALLA vol. 26 i Brøndby Hallen. Foto: Klosterskov

MMA GALLA vol. 32 er kun lige overstået – men allerede nu arbejdes der benhårdt på fightcardet til det kommende MMA GALLA vol. 33 i Brøndby Hallen.

Og her kunne den danske MMA-promotion tirsdag offentliggøre en ganske spændende fighter. Arte Suaves Diego Hidalgo møder nemlig norske Leon Haug fra Larvik Combat Center i en fjervægtskamp op til 65,8 kilo.

For Hidalgo bliver det et gensyn med en venue, hvor han har gode minder.

Netop i Brøndby Hallen leverede Hidalgo sidste år en af de mest medrivende kampe på et MMA GALLA-fightcard, da han mødte Marcus Børger i et opgør, der bølgede voldsomt frem og tilbage.

Læs også: Efter vild MMA-debut: “Husker kun, jeg ligger og prøver at tappe ham ud”

Først var Hidalgo tæt på at stoppe Børger allerede i første omgang med et perfekt timet headkick. I anden omgang vendte billedet dog fuldstændig, da Hidalgo måtte overleve en faretruende rear naked choke – men den peruvianske Arte Suave-fighter kæmpede sig fri og sikrede til sidst sejren efter en stærk tredje omgang.

Kan Diego Hidalgo levere blot en brøkdel af den samme dramatik og underholdning mod Leon Haug, kan tilskuerne i Brøndby Hallen roligt begynde at glæde sig.

MMA GALLA vol. 33 finder sted den 3. oktober med titelkampen for Hidalgos holdkammerat i Arte Suave, Oskar Lang, som main event.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.