Når det i morgen aften går løs med Airtox Dominance 8.0 i KB Hallen, bærer store dele af fightcardet Nicolai Wies fingeraftryk.
Wie er medstifter af Burnell MMA og selv aktiv i både boksning og MMA – men i dag fungerer han også som dansk matchmaker for Mark O. Madsen i Airtox Dominance-regi. Og netop den rolle bag kulisserne opstod nærmest af sig selv.
Læs også: Fra fighter til matchmaker: Kendt profil får ny Airtox Dominance-rolle
Som den ene halvdel af Burnell MMA oplevede Wie, at flere og flere af klubbens fightere endte på Airtox Dominance-kortet – og derfor tog han efterhånden hånd om dialogen omkring dem.
“Eftersom mange af drengene allerede kæmpede for Mark og efterfølgende begyndte at træne hos os, fik vi pludselig mange på kortet. For at give kæmperne ro til at fokusere på deres træning har jeg stået for meget af dialogen mellem dem, Mark, deres modstandere og deres team,” fortæller Nicolai Wie til Fighting.dk.
Kunne lige så godt bidrage
Den løbende opgave voksede sig efterhånden til en fast rolle.
“Undervejs kunne både Mark og jeg se, at jeg lige så godt kunne bidrage til at matche hele kortet,” siger han.
Men selvom Wie nu har en central rolle bag kulisserne, er han langtfra forsvundet fra rampelyset. Han fortsætter nemlig også som kommentator ved Airtox Dominance-stævnerne. Ved Airtox Dominance 7.0 i Randers var han ganske vist ikke bag mikrofonen, men til lørdagens stævne i KB Hallen er han tilbage på posten.
Læs også: Fighting.dk erfarer: Kasper Hansens modstander trækker sig fra hypet pro-debut
Og kasketterne stopper ikke der. For Wie er heller ikke færdig som aktiv kampsportsudøver.
“Jeg har været i gang med både K1, BJJ og boksning i den seneste tid, og jeg er ikke færdig endnu,” fortæller Wie, der blandt andet skal i ringen ved et stort boksestævne i Herlev den 24. oktober.
Inden da gælder det altså Airtox Dominance 8.0, og Nicolai Wie lægger ikke skjul på sin begejstring for den organisation, han nu er blevet en større del af.
“Organisationens udvikling er virkelig flot på så kort tid. Det bliver et bedre og bedre show hver gang, og jeg synes, det er lykkedes rigtig godt at lave fede kampe. Jeg håber, jeg kan bidrage til at gøre det endnu bedre i fremtiden,” slutter Nicolai Wie.


