Der er lagt op til en forrygende lørdag for danske fightfans, når to store begivenheder venter samme aften.
Herhjemme fejrer FG Fight Night 20-årsjubilæum, mens en af Danmarks største MMA-stjerner, Jonas Mågård, kæmper main event i udlandet.
Her er et kort overblik over, hvad du kan se frem til.
FG Fight Night fejrer 20 år i Sønderborg
Danmarks ældste MMA-promotion runder et skarpt hjørne, når FG Fight Night 27 løber af stablen lørdag aften i Humlehøj Hallen i Sønderborg. Jubilæumsstævnet byder på en stribe kampe i både MMA og K1 – og oven i købet en historisk premiere, da der for første gang også skal kæmpes en BJJ-kamp.
I toppen af plakaten står en titelkamp i letsværvægt, hvor lokale Thor Iversen fra Metanoia møder Pawel Kooper fra Esbjerg Fightcenter.
Læs også: Iversen klar til titelkamp på hjemmebane: “Det er min aften”
Metanoia holder til i netop Sønderborg, så Iversen kan se frem til massiv opbakning på hjemmebane.
FG Fight Night forventer at sende de første fightere i buret fra klokken 19 i aften.
Mågård i main event ved OKTAGON 93
Samtidig venter der dansk hovedrolle i udlandet. Jonas ‘Shark’ Mågård kæmper nemlig main event ved OKTAGON 93 i Brno i Tjekkiet, hvor han møder lokale Radek ‘Ruchy’ Roušal.
Op til opgøret har der været ordkrig mellem de to, hvor den tjekkiske hjemmebanefighter har spået sig selv en nem sejr – noget, den tidligere OKTAGON-dobbeltchamp langtfra er enig i.
Læs også: Tjekke provokerer Mågård før OKTAGON-main event: “For mig er det en nem sejr”
Der er med andre ord lagt op til en stor aften for dansk MMA – både i Sønderborg og ude i Europa.


