Mikkel Kesslers mangeårige promotor har ingen tvivl om, at den danske bokselegende kan nå helt til tops igen – på trods af de 47 år.
Tyske Kalle Sauerland, der står bag Kesslers comeback den 28. november, slår fast, at danskeren kommer tilbage i fremragende form.
“Siden Mikkel lagde handskerne på hylden, har han holdt sin boksning og form ved lige. Derfor er jeg 100 procent tryg ved at sende ham op mellem tovene den 28. november,” siger Kalle Sauerland.
Læs også: Så er det officielt: Kessler gør comeback – og han vil være verdensmester igen
Og promotoren er mindst lige så ambitiøs på Kesslers vegne, som bokseren selv er.
“Med hans fysiske tilstand og den dedikation, han udviser, har jeg svært ved at se, hvorfor han ikke skulle kunne blive verdensmester igen. Han er 47, ja, men hans fysik vil de fleste 37-årige – og 27-årige, for den sags skyld – misunde ham,” lyder det fra Sauerland.
At et comeback som 47-årig er bemærkelsesværdigt, er Kessler-lejren bevidst om.
Men de henter inspiration i boksehistorien, hvor amerikanske Bernard Hopkins i 2011 blev den ældste bokseverdensmester nogensinde som 46-årig – en rekord, han siden forbedrede som både 48- og 49-årig.


