Det blev ikke Ditlev Rossings aften, da han fredag var i aktion ved Primetime Fight Night 10 i Odense Idrætshal.
Den danske cruiservægter måtte nemlig se sig besejret på point efter en tæt og hård kamp mod stærke Benoit Huber. Nu har Rossing selv kommenteret nederlaget i et opslag på sociale medier.
“Den gik sgu ikke. Jeg tabte desværre efter en hård kamp, hvor der blev givet og taget af et godt hjerte,” skriver Ditlev Rossing.
Læs også: Overblikket: Se alle resultaterne fra Primetime Fight Night 10 i Odense
Nederlaget er en sjælden oplevelse for den 31-årige Primetime-kontraktbokser, der går under kaldenavnet ‘D-Struction’. Rossing står nemlig nu noteret for en stærk rekordliste på 22 sejre og nu blot to nederlag som professionel.
Og trods nederlaget er der ingen opgivenhed at spore hos danskeren, der takker fansene for støtten og allerede retter blikket fremad.
“Tak til alle jer, der mødte op i hallen – det betyder utrolig meget med støtten. Nu tager jeg en tiltrængt uge med ro på, og så er det direkte tilbage i træningslokalet,” skriver han.
Det var fredag aften, Primetime Fight Night 10 løb af stablen. I aftenens main event sikrede Vollsmose-bokseren Elias Faour sig sin første titel i karrieren.
Læs også: Stor bokseaften i Odense: Fabelagtige Faour tager sin første titel




