Danmarks kampsportsunivers

Zarens store VM-drøm brast: Dansk boksestjerne stoppet i syvende omgang

Oliver Zaren blev stoppet i sin VM-kamp i Canada natten til i dag. Foto: Privat

Det blev ikke den danske boksehistorie, som Oliver Zaren havde håbet på.

Den danske supermellemvægter var natten til fredag dansk tid i ringen i Quebec i Canada i karrierens hidtil største kamp, hvor han udfordrede den ubesejrede cubaner Osleys Iglesias om IBF- og IBO-verdensmesterskaberne. Men drømmen om at bringe bælterne hjem til Danmark endte med at briste.

Læs også: Dansk VM-udfordrer klar til kæmpe boksebrag: “Jeg tør gøre det, som andre ikke vil”

Zaren stod over for en modstander i verdensklasse, og det kom til at vise sig i ringen. Den hårdtslående Iglesias tog gradvist over i opgøret og pressede danskeren mere og mere, og i syvende omgang valgte Zarens hjørne at gribe ind.

Her kastede danskerens træner, den tidligere verdensmester Mikkel Kessler, håndklædet i ringen. Kampdommeren stoppede derfor opgøret efter 1 minut og 31 sekunder af syvende omgang, og dermed kunne Iglesias forsvare sine titler på teknisk knockout.

Første nederlag i karrieren

For Zaren betød nederlaget det første i karrieren. Danskeren, der inden kampen var ubesejret med 19 sejre og en enkelt uafgjort, var gået ind i opgøret som markant underdog mod en af verdens mest frygtede boksere i vægtklassen.

Læs også: Er dansk boksestjerne chanceløs i VM-brag? Bookmakere har Zaren som kæmpe underdog

Trods nederlaget skrev Zaren sig ind i historien som den første danske herrebokser, der har kæmpet om en VM-titel siden netop Mikkel Kessler. Netop Kessler stod altså i nat stod i Zarens hjørne.

For cubanske Iglesias var sejren den første forsvarssejr på IBF-titlen og den sjette på IBO-bæltet. Han er nu ubesejret i 16 kampe, heraf hele 15 vundet før tid.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.