Danmarks kampsportsunivers

Fik ultimatum få dage før KB Hallen-brag: Pro-fighter tvunget fem kilo op i vægt

Benjamin Hauser i aktion ved Airtox Dominance 5.0 mod Romario Jaguar. Foto: Airtox Dominance

Benjamin Hauser skal lørdag aften i buret ved Airtox Dominance 8.0 i KB Hallen.

Men lad os bare slå fast, at optakten har været alt andet end gnidningsfri for den 25-årige nordmand, der er på kontrakt hos Mark O. Madsens promotion.

I et opslag på de sociale medier fortæller Hauser nemlig, at han blot få dage før stævnet er blevet tvunget til at acceptere en markant vægtændring for overhovedet at få kampen mod brasilianske Fernando til at blive til noget.

Ifølge nordmanden blev den oprindelige vægt på 70 kilo aftalt og underskrevet af begge parter for flere uger siden. Men først blev han bedt om at rykke op til 73 kilo – hvilket han og hans team afviste med henvisning til kontrakten – og nu, få dage før kampen, lød meldingen, at modstanderen er for stor til den aftalte vægt.

Truede med at aflyse kampen

“Jeg fik at vide, at hvis jeg ikke accepterede at gå fem kilo op i vægt med fire dages varsel, så var kampen aflyst – og så ville alle, der havde betalt for fly, hotel og billetter for at se mig, ikke få deres penge tilbage,” skriver Hauser.

Og netop hensynet til sine tilhængere blev afgørende for nordmandens beslutning.

“Det ville jeg aldrig i livet gøre mod mine venner, min familie og mine fans. Så selvfølgelig accepterede vi – selvom det slet ikke er fair,” lyder det fra Hauser, der slår fast, at kampen bliver til noget på trods af rygter om det modsatte.

Det er lørdag aften, at Fernando og Benjamin Hauser står over for hinanden ved Airtox Dominance 8.0 i KB Hallen.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.