Danmarks kampsportsunivers

Giver Nicki Mahler markant vægtfordel: “Jeg synes, det er helt fair”

Mads Juul Andersen og Nicki Mahler (th) tørner sammen ved Airtox Dominance 8.0. Foto: Airtox Dominance

Der er lagt op til en af aftenens mest imødesete amatørkampe, når Mads Juul Andersen lørdag møder onlinefænomenet Nicki Mahler ved Airtox Dominance 8.0 i KB Hallen.

Det sker i en catchweightkamp op til 100 kilo, efter Mahler tidligere måtte erkende, at han ikke kunne nå ned i de 98 kilo, kampen oprindeligt var planlagt til.

Læs også: Ærlig Nicki Mahler erkender: Kommer ikke i aftalt vægt til MMA-debut

Det er en hel del tungere, end Mads Juul Andersen normalt kæmper i, men Renegade MMA-profilen har ikke noget problem med at give MMA-debutanten en vægtfordel.

“Han får selvfølgelig en fordel med vægten, men jeg synes, det er helt fair, når jeg har en fordel i forhold til at kæmpe MMA,” lyder det.

Også et andet forhold spillede ind, da Juul Andersen sagde ja til catchweight-grænsen. Danskeren har nemlig inden for kort tid fået hele to kampe aflyst på kort varsel, og den slags vil han for alt i verden undgå igen.

Læs også: Juul Andersen skal i buret efter flere aflyste kampe: “Jeg glæder mig voldsomt meget”

“Jeg sagde ja til de 100 kilo med det samme. Jeg vil bare gerne have, at Nicki har det godt, og at han møder op. Jeg magter ikke flere aflyste kampe,” fortæller Juul Andersen.

I og med det er Nicki Mahlers MMA-debut, har Renegade MMA-profilen ikke kunne se videomateriale af tidligere kampen. Men Mads Juul Andersen har fulgt sin modstanders forberedelser tæt på de sociale medier, hvor Mahler er yderst aktiv og har flere end 50.000 følgere.

“Mit indtryk af Nicki er, at han virker som en god fyr, og jeg glæder mig til at dele buret med ham. Han er jo lidt af en karakter, så det har været underholdende at følge med i hans forberedelser,” siger Juul Andersen.

Det er i aften, at Mads Juul Andersen og Nicki Mahler tørner sammen ved Airtox Dominance 8.0, hvor deres indbyrdes kamp er sat som den første på aftenens main card.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.