Danmarks kampsportsunivers

Modstander vil spolere Kessler-comeback: “Respekten bliver efterladt ved døren”

Mikkel Kessler får comeback den 28. november i Brøndby Hallen. ’Foto: Kessler – THE COMEBACK’

Mikkel Kessler skal ikke forvente at få sejren foræret, når han gør comeback i bokseringen i Brøndby Hallen om lidt over fem uger.

Det slår den danske bokselegendes amerikanske modstander, Bernard Joseph, fast i et opslag på de sociale medier, hvor amerikaneren for første gang forholder sig til det store comeback-brag den 28. november.

Læs også: Ingen YouTuber eller showkamp: Her er Mikkel Kesslers comeback-modstander

I opslaget viser Joseph respekt for Kesslers status som en af dansk boksnings allerstørste navne – men gør samtidig klart, at den respekt ikke følger med ind i ringen på selve fight night.

“Den 28. november træder jeg i ringen med Mikkel Kessler – en femdobbelt verdensmester i supermellemvægt, der vender tilbage fra pensionen. Respekt til en legende. Men på fight night bliver respekten efterladt ved døren,” skriver Joseph.

Vil sende et klart signal

Amerikaneren lægger ikke skjul på, hvad han vil opnå med turen til Danmark.

“Jeg tager til Danmark for at sende et klart signal,” fastslår han.

Den 36-årige Bernard Joseph kommer fra Massachusetts og står noteret for 12 sejre, fire nederlag og en enkelt uafgjort som professionel. Amerikaneren har tidligere været mester i delstaten Massachusetts i supermellemvægt, men han kommer til Danmark efter et nederlag i sin seneste kamp.

Læs også: Promotor tror på Kessler før comeback: “En 27-årig ville misunde hans fysik”

For Kessler, der afsluttede karrieren med imponerende 46 sejre og blot tre nederlag, bliver opgaven først og fremmest at banke rusten af efter mere end 13 år uden for ringen.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.