Danmarks kampsportsunivers

Efter overlegen VM-triumf: Nu vil hårdtslående sværvægter møde Tyson Fury

Daniel Dubois, tv, er mere end klar til at møde landsmanden Tyson Fury.

Daniel Dubois sendte et klart signal til resten af sværvægtsdivisionen, da han i weekenden forsvarede sit WBO-verdensmesterskab med en overbevisende TKO-sejr over landsmanden Fabio Wardley i deres returkamp på The O2 i London.

Læs også: Bokseverdensmester udraderede rival på overlegen vis i VM-rematch

Og nu har den britiske verdensmester luftet, hvem han allerhelst vil møde næste gang. Dubois har nemlig kig på en kamp mod en anden af britisk boksnings helt store stjerner, Tyson Fury.

“Det ville helt sikkert være groundbreaking. Det ville være næste niveau for mig,” siger Dubois til Sky Sports om en mulig Fury-kamp.

Har mødt alle i den her æra

Ifølge Dubois selv er Fury faktisk den eneste af tidens helt store sværvægtere, han endnu ikke har krydset klinger med.

“Jeg har efterhånden mødt alle fra den her æra. Jeg har mødt dem alle sammen. Fury er den sidste,” lyder det fra verdensmesteren, der er overbevist om, at en sådan kamp ville trække fulde huse.

“Fury er en fighting man, og jeg er sikker på, at han vil tage den. Lad os se, hvordan det går ham mod AJ,” siger Dubois med henvisning til, at Fury den 11. december selv skal i aktion mod Anthony Joshua.

Og netop Joshua har Dubois selv et godt tag på. Briterne mødtes i september 2024, hvor Dubois skabte overskrifter verden over med en chokerende knockoutsejr over AJ.

Læs også: Joshua ville møde Fury i Storbritannien: Går glip af kæmpe millionbeløb

Skulle en Dubois-Fury-kamp blive til virkelighed, venter den dog ikke før et godt stykke inde i 2027.

Del artiklen:

Måske du også vil være interesseret i:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.