MMA GALLA vol. 34 i Fredericia forrige weekend blev årets sidste for den danske MMA-promotion. Men allerede nu står det klart, at 2027 bliver det hidtil største i MMA GALLAs hsitorie.
Den danske MMA-promotion har nemlig planlagt hele otte stævner i løbet af 2027. Flere af datoerne og byerne er allerede på plads, mens der resterende endnu ikke er offentliggjort.
Her er overblikket over MMA GALLAs foreløbige eventkalender for 2027:
- Vol. 35 – 6. februar, Kolding
- Vol. 36 – 13. marts, Svendborg
- Vol. 37 – 10. april, Brøndby
- Vol. 38 – 22. maj, Esbjerg
- Vol. 39 – 12. juni, by ikke offentliggjort
- Vol. 40 – dato og by ikke offentliggjort
- Vol. 41 – 16. oktober, by ikke offentliggjort
- Vol. 42 – 20. november, by ikke offentliggjort
Særligt første halvår bliver tætpakket, da hele fem af de otte stævner allerede er sat til perioden fra februar til juni. Her er kampene foreløbig fordelt på Kolding, Svendborg, Brøndby og Esbjerg.
Byen for junistævnet er endnu ikke offentliggjort, men Fighting.dk erfarer, at vol. 39 meget vel kan lande i Nordsjælland. Det er dog endnu ikke bekræftet af promotionen.
De ambitiøse planer kommer efter et stærkt 2026, hvor MMA GALLA afviklede seks stævner og undervejs satte flere tilskuerrekorder. Blandt andet var MMA GALLA vol. 29 i Forum Kolding totalt udsolgt, ligesom promotionen satte rekord med mere end 2000 tilskuere i Brøndby Hallen, da MMA GALLA vol. 33 løb af stablen den 3. oktober.
Læs også: MMA GALLA slår rekord: Runder 2.000 tilskuere i Brøndby Hallen
Med otte stævner fordelt ud over året tegner 2027 til at blive det hidtil største år i promotionens historie.



