Danmarks kampsportsunivers

UFC hylder ‘Wonderboy’ før afskedskamp: “Tak for altid at gøre det rigtige”

43-årige Stephen 'Wonderboy' Thompson kæmper i weekenden for sidste gang som UFC-fighter. Foto: UFC

Snart 44-årige Stephen “Wonderboy” Thompson står i weekenden over for sin sidste kamp som UFC-fighter. Og forud for afskeden har UFC i et kort, men rammende opslag på de sociale medier hyldet den amerikanske MMA-stjerne for hans professionalisme, når det kommer til at ramme vægt.

“Har aldrig misset vægten i sin karriere. Ikke én eneste gang,” skriver UFC og fortsætter i rosende vendinger:

“Tak for altid at gøre det rigtige, Wonderboy.”

Thompson er den ældste aktive fighter i UFC og har i årevis været blandt de mest teknisk begavede og elegante strikere i weltervægtsdivisionen. Med en fortid som ubesejret kickbokser og sorte bælter i både karate og kickboxing bragte han en helt særlig, karatebaseret stil ind i buret.

Det tætteste, “Wonderboy” kom på det helt store gennembrud, var to kampe om UFC-bæltet mod den daværende champion Tyron Woodley.

Første gang – i Madison Square Garden i november 2016 – endte en jævnbyrdig duel uafgjort, så Woodley beholdt titlen. I revanchekampen i marts 2017 trak amerikaneren det korteste strå, da Woodley vandt på en snæver pointafgørelse.

Nu lukker og slukker Thompson karrieren netop dér, hvor karrieren toppede; nemlig i Madison Square Garden. Ved UFC 334 møder han landsmanden Charles Radtke, inden han hænger handskerne på – blandt andet for at hellige sig rollen som nybagt far.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.