Danmarks kampsportsunivers

Aarhus-profil må aflyse AD Academy-kamp: “Havde glædet mig meget til at komme i buret igen”

Mads Andersen Rasmussen i buret ved MMA GALLA vol. 27 på hjemmebane i Vejlby-Risskov Hallen.

Mads Andersen Rasmussen fra Aarhus Fight Academy skulle have været i buret, når AD Academy 2.0 løber af stablen nu på lørdag i Guldboxen i Nykøbing Falster.

Men den rutinerede Aarhus-kæmper har desværre været nødt til at melde fra og kommer derfor ikke i kamp.

Det bekræfter Mads Andersen Rasmussen over for Fighting.dk.

“Jeg er blevet stukket af et dyr, der har gjort, at hele min underarm er rød og hævet og fyldt med betændelse. Jeg har været inde og få skåret det op og presset betændelsen ud, så nu er jeg en uge på antibiotika, før jeg er på toppen igen,” fortæller Mads Rasmussen om de ærgerlige omstændigheder, der har ført til aflysningen.

Aarhus Fight Academy-kæmperen havde ellers set frem til at gå i buret i Guldboxen, hvor modstanderen skulle have været norske Vetle Gustavsen.

“Jeg havde glædet mig meget til at komme i buret hurtigt igen, men alting sker af en grund, og jeg kommer stærkere igen,” lyder det fra Mads Andersen Rasmussen.

Aarhus-kæmperen har kæmpet en enkelt gang tidligere for Mark O. Madsens promotion. Det var ved DFC 1.0 i september sidste år, hvor Mads Andersen Rasmussen tog en flot sejr på point over Islam Naurdiev.

Rasmussen var senest i kamp 4. oktober ved MMA GALLA vol. 27 i Vejlby-Risskov Hallen.

Her blev han dog stoppet i første runde af den fremadstormende Fight Team Kolding-profil, Rasul Khalimov, der også skal kæmpe ved AD Academy 2.0 på lørdag. Khalimov står over for Anton Bang (Rumble Sports).

AD Academy 2.0 finder sted lørdag aften klokken 18.00 i Guldboxen i Nykøbing Falster.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.