Én milliard mennesker.
Så stort bliver det globale seertal, hvis man skal tro USA’s udenrigsminister Marco Rubio, der har spået, at søndagens UFC Freedom 250 bliver en seermæssig begivenhed uden sidestykke.
“En milliard mennesker over hele verden vil se USA fejre sin 250-års fødselsdag med Det Hvide Hus i baggrunden og nogle af verdens bedste atleter i buret,” lød det fra Rubio, da han i denne uge underskrev en samarbejdsaftale med UFC-boss Dana White.
Tallet vækker dog skepsis. Den mest sete Super Bowl-transmission nogensinde havde omkring 127 millioner seere, og selv Netflix-braget mellem Mike Tyson og Jake Paul i 2024 trak “blot” cirka 108 millioner live-seere. Rubios forventning ligger altså næsten ti gange højere.
White har selv tidligere spået, at eventet vil ramme “Super Bowl-agtige tal”.
UFC Freedom 250 afvikles natten til mandag dansk tid med titelkampen i letvægt mellem Ilia Topuria og Justin Gaethje som main event.


