Danmarks kampsportsunivers

Ærgerlig Terteryan må udskyde comeback: “Kan ikke vente med at komme i buret igen”

Marsel Terteryan på vej i buret til DFC 2.0. Foto: DFC.

Marsel Terteryan håbede til det sidste på at blive klar til Airtox Dominance 5.0 i KB Hallen efter en slem knæskade har holdt ham ude siden august måned.

Læs også: Knæskadet Terteryan: “Pisse ked af det – men har mindsettet til at komme tilbage”

Men den ubesejrede dansker har nu erkendt, at stævnet den 10. januar bliver uden ham på kortet.

“Ja, desværre. Mine forberedelser er mest gået ud på at træne uden om skaden, så jeg synes ikke, forberedelsen havde været seriøs nok, når jeg har været ude med en så alvorlig skade,” siger Marsel Terteryan til Fighting.dk.

Det var i ugen op til Airtox Dominance Academy 1.0, at Marsel Terteryan pådrog sig en slem skade i knæet, der tvang ham til at melde fra til sin ellers planlagte main event-kamp i Guldboxen. Siden har han skulle holde sig i ro i månedsvis, inden han i november stille og roligt kunne genoptage træningen.

Dengang lød meldingen, at et comeback i januar var planen – men det er altså nu udskudt.

Læs også: Terteryan tilbage i træningslokalet – har sat sig et klart mål

Ifølge Marsel Terteryan forventer han dog ikke, at der går lang tid, før han er klar igen – og han lægger ikke skjul på, at han ser frem til at skulle i kamp igen.

“Jeg er helt ovre skaden nu, og er for nylig også begyndt at træne uden smerter igen. Så jeg venter bare på næste fightdato – så er jeg på. Jeg kan slet ikke vente med at komme i buret igen,” lyder det utålmodigt fra Great Danes-kæmperen, der har været i buret tre gange som pro og har vundet alle tre.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.