Danmarks kampsportsunivers

Airtox Dominance 7.0: Erfaren OKTAGON-kæmper venter Mads Burnell i Randers

Mads Burnell på vej i buret ved et tidligere PFL-event. Foto: Cooper Neill / PFL

Det bliver bestemt ingen walkover for Mads Burnell, når den danske MMA-stjerne får comeback på dansk grund ved Airtox Dominance 7.0 i Randers den 29. august.

Burnell skal nemlig op mod den rutinerede peruaner Jose ‘The Mercenary’ Zarauz, der er bekræftet som modstander i aftenens main event.

Og der er tale om en mand med ganske meget kamperfaring i bagagen. Den 33-årige peruaner står noteret for 27 sejre, 12 nederlag og en enkelt uafgjort – med andre ord hele 40 professionelle MMA-kampe.

Zarauz har kæmpet i flere store organisationer i både Sydamerika og Europa og kommer senest fra to kampe i den velrenommerede OKTAGON-promotion.

Selve kampen bliver i fjervægt – en vægtklasse, hvor Burnell tidligere har høstet stor succes, men som han har lagt bag sig i de seneste år. Danskerens seneste kampe har nemlig været i letvægt, så kampen i Randers markerer både et comeback på dansk grund og til den division, der i sin tid var med til at gøre ham til et internationalt navn med kampe i både UFC, PFL og Bellator.

Det er første gang siden 2019, at Mads Burnell skal i buret i Danmark.

Dengang stod han bag aftenens hurtigste afslutning ved et stort Cage Warriors-stævne i KB Hallen, da han submittede Ahmed Villa på blot 50 sekunder.

Om han gør lige så kort proces i Randers, får de danske fightfans svar på den 29. august. når Airtox Dominance 7.0 rammer Arena Randers.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.