Benjamin Hauser stjal en del overskrifter, da han var i buret ved Airtox Dominance 6.0 den 6. juni.
Men det var faktisk ikke så meget nordmandens TKO-sejr over den aldrende brasilianer Assis Silva, der blev flittigt diskuteret.
Derimod var det Hausers entre i KB Hallen, der foregik i en lukket kiste og med en Halloween-venlig maske som en del af påklædningen.

Entréen skulle symbolisere, at nordmanden rejste sig fra de døde, efter han tabte sin første professionelle kamp som Airtox Dominance-fighter mod portugisiske Romario Jaguar.
Nu skal Hauser så se, om han kan følge op på både sin præstation i buret og sin vilde entré, for nordmanden er nemlig blevet offentliggjort som fighter til Airtox Dominance 8.0 den 17. oktober.
Her får Benjamin Hauser endnu engang brasiliansk modstand i form af Fernando.

Det har Airtox Dominance annonceret på sine sociale medier.
Ud over sine to kampe i Mark O. Madsens promotion har Hauser to yderligere pro-kampe på CV’et. Begge kampe har han vundet på TKO i første runde, så nordmandens totale rekordliste som pro lyder på tre sejre og ét nederlag.




