Mads Burnell havde udsigt til sin første kamp på dansk grund i mere end syv år, når den danske MMA-stjerne næste lørdag skulle have været main event ved Airtox Dominance 7.0 i Randers.
Men den planlagte kamp mod den rutinerede peruvianer Jose Zarauz bliver ikke til noget.
Airtox Dominance meddelte torsdag på sociale medier, at main event-kampen er aflyst.

Det fremgår ikke præcist, hvad der ligger bag aflysningen, men ifølge Airtox Dominance er det Zarauz, der har trukket sig fra kampen.
“På grund af uforudsete omstændigheder er Zarauz ude af sin planlagte hovedkamp mod Mads Burnell den 29. august i Randers. Vi arbejder på situationen og vil komme med yderligere information, så snart det er muligt,” fremgår det af opslaget.
Den sidste formulering tyder på, at Mark O. Madsen og resten af holdet bag Airtox Dominance fortsat arbejder på at finde en ny modstander til Mads Burnell.
Men om Burnell får en ny kamp på kortet, eller om den danske MMA-stjerne helt udgår af stævnet, er altså endnu uvist.
Aflysningen af Burnells kamp mod Zarauz betyder, at der i skrivende stund er 12 kampe på plakaten, når Airtox Dominance 7.0 løber af stablen den 29. august.
Læs også: Optakt og overblik: Her er alle kampene til Airtox Dominance 7.0



