Sigurd Rømer er ikke selv typen, der venter på den perfekte modstander.
På lørdag er Great Danes-kæmperen klar til sin 10. kamp på lidt over to år, når MMA GALLA vol. 31 rammer Sydbank Arena i Odense.
Et tal, der faktisk lader til at overraske Rømer selv, da Fighting.dk får fat på ham.
“Jeg er faktisk ikke helt klar over, hvor hurtigt det er gået. Jeg havde min tredje kamp i slutningen af 2023, og siden da har jeg forsøgt at kæmpe en del,” siger Rømer, der ser frem til at kæmpe på hjemmebane i Odense lørdag aften.
“Det er altid helt specielt at kæmpe i Odense,” fastslår han.
Erfaring er det vigtigste
Det høje antal kampe er ikke tilfældigt. Rømer har fra starten haft en klar filosofi om, at man primært bliver bedre ved at kæmpe — og ikke kun i træningslokalet.
“Det har været et bevidst valg at kæmpe en del, primært fordi jeg synes, det er for fedt. Men der er også en bagtanke — erfaring i buret får man ved at kæmpe i buret,” forklarer han.
Det har dog ikke altid været under de bedste forhold. Rømer indrømmer åbent, at han ind imellem har sagt ja til en kamp, selvom det ikke var helt optimalt.
“Det er da hændt, at jeg har taget en kamp, imens jeg har været syg eller ude af form,” siger han.
For Rømer handler det ikke om sejre og nederlag, men om, hvad han tager med sig fra buret.
Senest tog han en hårdt tilkæmpet sejr på split decision over svenske Josef Berggren ved MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen — en stærk fighter, der tidligere i år vandt guld ved de nordiske mesterskaber.
Præstationen vigtigere end resultatet
Men Rømer var langt fra tilfreds.
“Jeg vandt, men jeg var langt fra tilfreds med min præstation. Jeg ser mine amatørkampe som forberedelse til at gå pro, så det fylder mere, hvordan jeg præsterer, end hvilket resultat jeg får,” siger han til Fighting.dk.
Nu venter franskmanden Charles Wilson (8-4), der efter en hård start med tre nederlag i træk har fundet formen og vundet otte af sine seneste ni kampe.
Læs også: Rømer-modstander jagter 7. sejr i træk: “Lad os give fansene en god krig”
Rømer har ikke meget til overs for det, han kalder politik og drama i det danske amatørmiljø — og han lægger ikke fingre imellem.
“Der er gået for meget politik og drama i det. I stedet for at melde sig til et stævne, få en modstander og kæmpe, så bruger man for meget energi på at få den perfekte modstander med den rigtige hype. Så ender det med, at man kæmper to gange om året, mens en anden har kæmpet fire eller seks kampe – og så undrer man sig over, at man er bagud,” lyder det fra Sigurd Rømer.
Hans råd til dem, der gerne vil rykke sig, er ganske bramfrit — og lånt direkte fra Rømers far:
“Luk røven og kom i gang.”
Sigurd Rømer og Charles Wilson åbner main card ved MMA GALLA vol. 31 lørdag aften i Sydbank Arena i Odense.


