Da Andreas Gehlert i marts sidste år mødte Amin Ebiev ved UNITE #7 i Aarhus, var Ebiev debutant.
Ved MMA GALLA vol. 29 i Kolding var Gehlerts modstander, lokale Malik Umarov, ligeledes debutant.
Og sørme om ikke Great Danes-kæmperen også lørdag får lov at byde endnu en MMA-debutant velkommen i buret, når han tørner sammen med Fight Team Kolding-talentet Hamza Alnemer ved MMA GALLA vol. 31 i Odense.
Læs også: Efter ‘Fight of the Night’ i Kolding: Gehlert møder nyt stortalent i Odense
Men Gehlert har det fint med at møde de unge uprøvede kræfter – det er faktisk med til at holde ham skarp, fortæller han til Fighting.dk.
“Man ved aldrig rigtig, hvad man får,” siger Andreas Gehlert om at møde debutanter.
Han peger på, at det er svært at planlægge mod en debutant – man kan aldrig være sikker på, hvad modstanderen kommer med. Og selvom Gehlert lørdag er den mere erfarne kæmper i buret, understreger han, at det ikke nødvendigvis gør kampen nemmere.
Læs også: 18-årig MMA-debutant før Gehlert-kamp: “Jeg ved, han er god – men jeg er bedre”
“Man kan kigge på deres tidligere kampe i andre discipliner som muay thai og BJJ, men at kæmpe i MMA-buret, det er noget andet,” siger han til Fighting.dk.
Great Danes-profilen peger desuden på, at hans modstander Hamza Alnemer har masser af video på ham og hertil en holdkammerat, som har mødt ham tidligere. Men han mener ikke, at det kommer til at gøre den store forskel.
Kampen finder sted i Odense – og det er Gehlerts hjemmebane. Det giver et ekstra pres, fortæller han.
“Der er pres på, i form af at det er min hjemmebane, men det gør ingen forskel i forhold til at møde min modstander,” siger Andreas Gehlert til Fighting.dk.
MMA GALLA vol. 31 finder sted lørdag aften, hvor Andreas Gehlert vs. Hamza Alnemer er den første kamp på fightcardet.




