Der har været en del flæben fra de store drenge i UFC denne uge. Israel Adesanya åbnede op for tårekanalerne på ugens pressemøde, da han og Dricus du Plessis fortsatte deres akavede skænderi om, hvem der er den mest ægte afrikaner. Jeg er helt indforstået med, at afrikanere har et helt andet kulturelt mindset end en blegfed nordeuropæer som mig. Men denne nærmest meta-debat, som allerede begyndte i minutterne efter Du Plessis’ sejr over Whittaker sidste sommer, virker forceret og lettere fjollet. Jeg er ligeglad med, hvem af dem, der forlod sit hjemland, og hvem der blev boende. Jeg er også flintrende ligeglad, hvilken hudfarve de har. Eller hvor stort vedhæng, som Adesanya endnu mere cringy begyndte at fokusere på ved pressemødet.
Jeg er kun interesseret i at se dem slås, og det bliver der heldigvis lejlighed til om et par timer.
Det andet jamrekor i denne uge bestod af kæmpere fra toppen af letsværvægt, da det blev annonceret, at Khalil Rountree Jr. får chancen mod Alex Pereira ved UFC 307. De store drenge fra toppen af ranglisten kunne slet ikke være i sig selv. Jan Blachowicz klagede sig på X. Næsten ligeså højlydt som Jamahal Hill. Jiri Prochazka fik en mikrofon at brokke sig i, da han var med til en af UFC’s medieseancer i Perth op til nattens UFC 305.
Foruden at være tidligere mestre i vægtklassen, har Blachowicz, Hill og Prochazka én ting til fælles. De har alle mødt Alex Pereira og de er alle kommet til kort over for Poatan. Desuden er der ingen af de tre, der lige nu kan tillade sig at tale om en titelkamp. Prochazka og Hill blev begge knockoutet af Pereira i første omgang af deres seneste kamp. Begge i øvrigt som udfordrere. Blachowicz seneste fem kampe har resulteret i to sejre, to nederlag og en uafgjort. Khalil Rountrees seneste fem kampe har resulteret i fem sejre. Fire af dem på knockout. Ind i mellem var der en diskutabel split decision-sejr over Dustin Jacoby, men hans streak er bedre end hver og en af de syv kæmpere, der ligger foran ham på ranglisten. Selv Magomed Ankalaev hvis forrige kamp inden de to mod Johnny Walker var en kamp om bæltet, der endte med en kedelig duel om titlen mod Jan Blachowicz, som UFC-bosserne formentlig var ganske tilfredse med at se ende uafgjort, så ingen af de to skulle være vægtklassens store stjerne.
Ankalaev er den der mest mest ret kan føle sig forbigået. Hvis vi ser bort fra den uafgjorte titelkamp og hans no-contest i første møde med Walker, så har han vundet de 10 øvrige kampe siden sit seneste nederlag. Men dagestanien får ikke en titelkamp, før Dana White på ingen måde kan komme uden om det. Det kan godt være, at han knockouter mange modstandere, men han har absolut ingen karisma, og begejstrer ikke fansene. Modsat sine succesfulde landsmænd Khabib og Islam, kan han ikke tale engelsk og leverer derfor ingenting i interviews – okay de to andre er heller ikke citatmaskiner, men der kommer langt, langt mere end fra den store kickbokser. Alex Pereira taler heller ikke engelsk, men brasilianeren har karisma i spandevis og er blevet en fascinerende superstjerne på ganske få kampe. Tanken om at se Ankalaev topkontrollere sig til sejr over det nye ikon må være en af de mest frastødende UFC-præsidenten kan forestille sig.
Næh, så hellere ærkeamerikaneren Rountree Jr. En mand med en inspirerende baghistorie som svært overvægtig ung mand, der fandt sin vej i livet i MMA. En mand der har været en ustabil kæmper i firmaet i årevis, men som på det seneste har vist en brutalitet i buret, som ingen af hans modstandere har kunne matche. En firmaets mand som selv meldte sig tidligere på året, da han opdagede, at han ubevist var kommet til at indtage et ulovligt medikament. Og en mand der ikke kommer til at bryde med Pereira, men tager handsken op og kickbokser mod champen. Der vil Rountree med stor sandsynlighed være oppe mod overmagten, men det gør næppe heller UFC noget, hvis Pereira forsvarer sit bælte endnu engang i suveræn stil.