Når Rajbek Bisultanov den 31. oktober går i buret i Fredericia ved MMA GALLA vol. 34, bliver det til hans første MMA-kamp i mere end to år.
Bisultanov var senest i aktion ved DFC 1.0 i KB Hallen, hvor det blev en lynsejr på TKO på blot 16 sekunder.
Dengang toppede den tidligere dobbelte europamester i brydning plakaten – og nu har MMA GALLA meldt ud, at Bisultanov også får main event-pladsen, når det går løs i Fredericia.
Men hvis man skulle tro, at MMA GALLA ville finde en nem modstander for at puste liv i Bisultanovs karriere, så kan man godt tro om igen.
Læs også: Stor MMA GALLA-nyhed: Skriver kontrakt med dobbelt europamester
Modstanderen bliver nemlig bulgarske Pavel Milev, der kommer til Fredericia med en pletfri rekordliste som professionel.
Milev har kæmpet fire gange i karrieren så langt, og det er blevet til fire sejre. Tre af kampene har bulgareren vundet på TKO allerede i første omgang, mens han også har en split decision-sejr over landsmanden Kamen Georgiev.
En sejr, der er værd at nævne, fordi Georgiev har hele 41 kampe på cv’et – med 28 sejre, 12 nederlag og en enkelt no contest.
Kampen mellem den nysignede MMA GALLA-stjerne og bulgarske Pavel Milev skal kæmpes i letsværvægt på et kort, der også rummer profiler som Mikkel Iversen, Sigurd Rømer og Rasul Khalimov.
Læs også: Dansk brag på plads: Kolding-profil får comeback mod formstærk Arte Suave-fighter




