Danmarks MMA-univers

Bitre nyheder fra Søren Bak

Søren Bak har desværre ikke et comeback i udsigt før langt inde i 2025. Foto: Privat

For et par uger siden spurgte Fighting.dk den danske MMA-fighter Søren Bak om et interview. Vi ville gerne høre om fremtidsplanerne her to et halvt år efter Baks seneste kamp for Bellator – en periode han har brugt på at komme tilbage fra et overrevet korsbånd i venstre knæ. Vores interesse var ikke blevet mindre efter Mark O. Madsen og Dominance FC bejlede til Bak tidligere på ugen.

Søren Bak bad om at vente til denne uge med interviewet, og det var der desværre en god grund til. Der bliver nemlig hverken nogen debut for DFC eller nogen anden promotor i denne omgang.

“Der er sket det, at jeg slog mit knæ i sommerferien to dage før min fødselsdag (som er 22. juli red.). Det var så mit højre knæ denne gang,” fortæller Søren Bak.

På skadestuen kiggede to læger på knæet uden at finde nogen alvorlige skader. Men det overbeviste ikke CSA-kæmperen, der opsøgte en tredje vurdering.

“Langt om længe har jeg været forbi en ortopædkirurg og fået en MR-scanning. Jeg fik svaret i forgårs, og det er en overrivning af korsbåndet. Så jeg skal tilbage under kniven og have endnu et års rehab på det modsatte knæ,” siger Søren Bak.

En hård og nærmest surrealistisk uheldig besked at få. Nu kommer pausen siden seneste kamp op på langt over tre år, og den diagnose var naturligvis svær at sluge, selv om han fokuserer på de få lyspunkter.

“Begge MR-scanninger har vist, at resten af mine knæ er stærke og solide. Så der er lys i horisonten kan man sige, men jeg synes godt nok, at det var lidt af en mavepuster at få.”

Søren Bak går dog ikke med nogen tanker om at kaste håndklædet og kalde karrieren for overstået. Han vil tilbage i buret.

“Det er jo selvfølgelig tidligt. Vi er nødt til at se, hvordan operationen og genoptræningen går. Men hvis det går ligesom den anden operation og genoptræning, så ser jeg ikke nogen grund til, at det her skal være slutningen på min karriere.”

32-årige Bak ser blandt andet på nogle af sine kolleger i toppen af sporten herhjemme, når han skal finde optimisme omkring sit comeback.

“Vi har jo fantastiske rollemodeller her i Danmark. Både Mark O. Madsen og Nicolas Dalby som jo viser, at man sagtens kan have karriere på højeste niveau selv om en del år for mit vedkommende, hvis jeg skal holde ligeså længe som dem,” siger Søren Bak med et smil.

Hør Søren Bak fortælle mere om, hvordan han har tacklet den barske besked, og hvornår han regner med at kunne gøre comeback i buret.

Vil du opdateres på Fighting.dks nye udgivelser? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev eller følg os på InstagramFacebook og Youtube.

Del artiklen:

Måske du også vil være interesseret i:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.