Danmarks kampsportsunivers

De 10 mest læste artikler i juni: Burnell-dominans, EM-farce i Madrid og dansk UFC-feber

Fem af hovedpersonerne på Fighting.dk i juni måned - fra venstre: Janus Olsen, Dina Thorslund, Kasper Hansen, Joakim Jankovic og Louis Thastum.

VI har taget hul på en ny sommermåned efter juni er blevet til juli.

Her på Fighting.dk har vi både glædet os over en masse solskinstimer – men også et par pæne rekorder. Aldrig før har vi publiceret så mange artikler om dansk og international kampsport, og aldrig før har vi haft så mange læsere og så mange sidevisninger som i juni.

Her er de 10 artikler, der trak allerflest læsere. Som sædvanligt præsenteret i en countdown fra 10 til 1.

10: Stadil Palm afviser titelkamp mod Jankovic: “Intet bad blood – bæltet er hans”

Jon Stadil Palm skulle have kæmpet titelkamp ved Airtox Dominance 6.0, men en skade forhindrede ham i at komme i buret. I stedet trådte Stadil Palms holdkammerat fra Burnell MMA, Joakim Jankovic til, og han tog det første bælte i Airtox Dominance-historien med en flot sejr over Romario Jaguar.

Efterfølgende slog Jon Stadil Palm over for Fighting.dk fast, at han ikke har tænkt sig at udfordre sin holdkammerat, selvom han formentlig godt kunne gøre krav på at være den første udfordrer til titlen.

Læs hele historien her.

9: Jaguar bryder tavsheden: Var syg og skadet i titelkampen mod Jankovic

Vi fortsætter i samme boldgade, for på niendepladsen over månedens mest læste var Fighting.dks interview med den slagne Romario Jaguar.

Portugiseren kom til København som ubesejret i både sin tid som amatør og professionel, men måtte se sig besejret af Joakim Jankovic.

Efter nederlag fortalte Jaguar, at han var både syg og skadet, da han kæmpede titelkampen.

Om det er en reel forklaring eller en dårlig undskyldning skal vi ikke gøre os til dommer over, men du kan selv læse, hvad Romario Jaguar fortalte i historien her.

8: Thastum roser ‘elektrisk stemning’ i KB Hallen: “Det var som at gå ind i Colosseum”

Lad os bare afsløre allerede nu, at Airtox Dominance 6.0 – og i særdeleshed kæmpere fra Burnell MMA – fylder en stor del af denne måneds mest læste-liste.

Denne historie er med Louis Thastum, der havde rosende ord at rette mod et veloplagt københavnsk publikum i KB Hallen, der ifølge Thastum skabte en helt unik stemning.

Læs hvad Burnell MMA-fighteren havde at sige om stemningen her.

7: Kasper Hansen vil pro-debutere på hjemmebane: “Skal helt sikkert ikke være i Randers”

Den danske sværvægter Kasper Hansen leverede en overlegen præstation, da han også i KB Hallen slog svenske Adijan Omerovic på submission i første runde.

Efterfølgende var Hansen klar i spyttet. Fremover vil han kæmpe som professionel – men debuten? Den bliver i hvert fald ikke ved Airtox Dominance 7.0 i Randers til august, hvor blandt andre Louis Thastum og Janus Olsen ellers skal i kamp.

Læs hele historien her.

6: Louis Thastum knockouter Oliver Petersen og vinder dansk Airtox Dominance-brag

Kasper Hansen var ikke den eneste, der efter en flot sejr i KB Hallen kunne annoncere, at han går pro-vejen. Også Louis Thastum valgte efter den femte sejr i træk som amatør at melde skiftet til de professionelles række ud.

Det faldt efter han tog sejren mod Oliver Petersen i det stærkt hypede danskerbrag ved Airtox Dominance 6.0.

Læs om kampen her.

5: Thorslund med klar besked før VM-kamp: “Jeg er ubesejret – og vil minde verden om hvorfor”

Og så til en nyhed, der hverken handler om Airtox Dominance eller Burnell MMA – men er hentet fra boksningens verden, som vi her på Fighting.dk også ynder at dække.

Den handler om den danske boksedronning Dina Thorslund, der på sine sociale medier har sat ord på, hvad hun forventer af sin VM-kamp i Orlando, Florida natten til den 9. august.

Og der er ingen tvivl i danskerens sind. Hun vil vise, at hun er den retmæssige indehaver af de fire VM-bælter, der er på højkant mod den australske verdensmester Cherneka Johnson.

Læs Thorslunds selvsikre udmelding her.

4: Dansk profil nedtoner tilskuerkritik: “Har ikke hørt, at nogen har været utrygge”

Efter Airtox Dominance 6.0 blev tilskuernes ageren i KB Hallen heftigt diskuteret på sociale medier. Nogle mente – ligesom Louis Thastum – at stemningen havde været elektrisk.

Andre påpegede, at der blev sunget FCK-slagsange, kastet med øl og råbt mindre pæne ting efter eksempelvis Mikenta-kæmperen Mikkel Lund.

I et interview med Fighting.dk forholdt Burnell MMA-profilen Janus Olsen sig til kritikken, som han grundlæggende havde svært ved at forstå.

Læs eller genlæs Olsens reaktion her.

3: UFC White House: Her er de forventede tidspunkter for nattens kampe

Juni måned bød også på et ganske spektakulært UFC-event – afholdt på den sydlige plæne foran Det Hvide Hus. Som fejring af USA’s 250-årsdag og præsident Donald Trumps 80-årsfødselsdag.

Eventet bød på syv kampe – der i øvrigt alle blev afsluttet før tid – og interessen var enorm.

I denne artikel gav vi læserne overblik over, hvem der skulle i buret og hvornår, og det blev der taget rigtig godt imod.

Læs artiklen her.

2: Dansk boksestjerne efter afbrudt EM-kamp: “Fuldstændig uforståeligt”

Listens andenplads er en reaktion på en super uheldig EM-kamp, som den danske bokser Oliver Zaren kæmpede den 19. juni.

På udebane i Madrid mødte den ubesejrede dansker spanske José Luis Navarro Jr. i en kamp om europamesterskabet, og med en sejr kunne Zaren følge i fodsporerne på legender som Tom Bogs, Ayub Kalule og Jørgen ‘Gamle’ Hansen.

Kampen endte dog som en farce, der måtte afbrydes på grund af regn og strømsvigt.

Læs hvad Oliver Zaren mente om den oplevelse i artiklen her.

1: Airtox Dominance 6.0: Joakim Jankovic gør det – slår Jaguar og tager bæltet!

Månedens mest læste artikel var, selvfølgelig fristes man til at sige, vores populære liveblog direkte fra KB Hallen, hvor Fighting.dk dækkede Airtox Dominance 6.0 fra første til sidste kamp.

Det var en forrygende aften med masser af spektakulære finishes og fede kampe – med Joakim Jankovics sejr i den historiske titelkamp som naturligt klimaks.

Læs eller genlæs hele bloggen fra en forrygende aften i KB Hallen lige her.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.