Når Airtox Dominance 8.0 den 17. oktober løber af stablen i KB Hallen, gør Burnell MMA-sværvægteren Kasper Hansen sin længe ventede professionelle debut – og det endda på main card.
Læs også: Airtox Dominance 8.0: Her er Kasper Hansens modstander i hypet pro-debut
Og i Hansens egen klub hersker der ingen tvivl om, hvor langt sværvægteren kan nå. Mads Burnell, der er medejer af det gym, hvor de begge træner, og dermed følger Hansens fremskridt på daglig basis, kalder nemlig uden tøven den store dansker for Nordens bedste i sin vægtklasse.
Og Burnell er en mand, der ved, hvad han taler om. Danskeren har selv kæmpet på den absolut største scene i både UFC, Bellator og PFL, og ved det kommende Airtox Dominance 8.0 skal han selv i aktion, når han kæmper titelkamp om fjervægtsbæltet.
“Han er Nordens bedste heavyweight, fordi han har slået folk, der havde langt mere erfaring end ham, da de mødtes. Og han er ikke bange for hårde kampe,” understreger Mads Burnell over for Fighting.dk.
Ikke et gram quit i Hansen
Netop mentaliteten fremhæver Burnell som en af Hansens helt store styrker.
“Heavyweights er 99 procent af gangene de største tøsedrenge, der giver op, når de bliver testet på hjertet. Men Kasper bliver nærmest bare bedre, jo mere han kommer i deep waters. Der er ikke et gram quit i ham,” siger Burnell.
Og den tekniske pakke mangler heller ikke ifølge landsmanden.
“Han bevæger sig lynhurtigt af en sværvægter at være. Han har dynamit i hænderne og bundsolid grappling, og han er ikke bange for at bide sammen om tandbeskytteren og svinge igennem, hvis det er det, der skal til,” lyder det.
Læs også: Iskold Kasper Hansen før pro-debut: “Jeg er kommet for at skrive historie”
Burnell er ikke i tvivl om, at Hansen har en stor fremtid foran sig.
“Jeg ser ham gå rigtig langt, hvis han vil. Og jeg ser det gå relativt hurtigt – netop fordi han er heavyweight, og det er en mangelvare ude i verden,” slår Mads Burnell fast.
Kasper Hansen går ind til sin pro-debut med masser af momentum. Sværvægteren har nemlig vundet sine tre seneste kampe – alle ved Airtox Dominance-events.
Senest besejrede han svenske Adijan Omerovic ved Airtox Dominance 6.0 i KB Hallen i juni, og det var netop efter den kamp, at Hansen annoncerede, at han gik professionel.
Læs også: Kasper Hansen udraderer svensk rival i ‘sidste amatørkamp’
Som amatør nåede Hansen fem sejre og blot et enkelt nederlag. Nu venter altså det professionelle niveau, når han i KB Hallen møder franske Clement Euillet.




