Danmarks kampsportsunivers

Caroline Møller stikker til gammel rival: ‘Hun ved, hun var heldig’

Caroline Møller forsøger en nedtagning på Mathilde Tegllund. Foto: Klosterskov Foto / MMA GALLA.

I aften skal Caroline Møller i buret på fremmed territorium, når hun i Grangemouth i Skotland tørner sammen med den lokale kæmper Ana Rotmitrovsky.

Men faktisk var det ikke turen til Skotland, der lå øverst på Caroline Møllers ønskeliste. Efter sit nederlag i september i KB Hallen til svenske Bianca Kristensson, havde Møller revanche i tankerne. Men ikke mod den svenske modstander. 

Tværtimod var det en rival, Caroline Møller havde indstillet sigtekornet på. 

“Det er lidt sjovt faktisk. Jeg var netop ved at opgive håbet om at komme til DM. Den eneste mulighed jeg havde for at kunne at kæmpe ved DM, var hvis Mathilde (Tegllund red.) ville kæmpe mod mig. Helt som forventet ville hun ikke, og netop som jeg var ved at opgive håbet, blev jeg kontaktet af promotoren fra Skotland, som gerne ville booke mig til den her kamp,” fortæller Caroline Møller til Fighting.dk. 

Møller og Tegllund mødtes i april ved MMA GALLA vol. 18, hvor Mathilde Tegllund afgjorde en livlig kamp i anden omgang med en armbar. Den kamp sidder stadig i Caroline Møller. 

“Jeg ved, at jeg er bedre end hende, og hun ved, at hun var heldig, så derfor var jeg næsten sikker på, at hun ikke ville møde mig igen.”

Mathilde Tegllund jubler efter submission-sejren over Caroline Møller. Foto: Klosterskov Foto / MMA GALLA.

Fighting.dk har været i kontakt med Mathilde Tegllund (2-0) og foreholdt hende udtalelserne fra Caroline Møller. 

“Det har aldrig nogensinde været meningen, at jeg skulle til dm, hverken mod hende eller andre. Jeg var på træningslejr et helt andet sted, og planerne for mit liv lige nu er nogle helt andre. Hvad hun tror, jeg tænker, må stå for hendes egen regning. Jeg kan kun sige, at jeg har vundet alle de kampe, jeg har stillet op i, og hun har tabt alle sine,” lyder svaret i en besked fra Mathilde Tegllund.

Hun er heller ikke overvældende interesseret i at give Caroline Møller en revanchekamp. 

“Min træner bestemmer hvem jeg kæmper imod, så det er ikke op til mig. Men det er ikke umiddelbart den næste kamp, vi har i tankerne.” 

Foreløbig har Caroline Møller altså også en anden udfordring på tapetet i form af Ana Rotmistrovsky i aften i Grangemouth. 

Du kan købe adgang til at se kampen på Budo Fighting Championships Youtube-kanal. 

Her kan du se eller gense kampen mellem Caroline Møller og Mathilde Tegllund fra MMA GALLA vol. 18 i Glostrup i foråret.

Del artiklen:

Måske du også vil være interesseret i:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.