Det var forståeligt nok en svært tilfreds Caroline Møller, der vendte hjem fra Grangemouth i Skotland med den første sejr som MMA-fighter med i bagagen. Lørdag aften kæmpede hun ved Budo Fighting Championship 71, hvor hun submittede lokale Ana Rotmitrovsky i tredje omgang
“Det var naturligvis virkelig fedt! Jeg træner virkelig hårdt, så det var virkelig rart, at det endelig skulle forløses med en sejr. Og så i Skotland ligefrem,” fortæller Caroline Møller til Fighting.dk.
“Og så er det ekstra fedt, fordi jeg har så mange vanvittigt gode og engagerede mennesker omkring mig, der hjælper mig med mine mål og træning, og ikke mindst hiver mig igennem op- og nedturene uden at give op på mig. De er der nærmest mere for mig, end hvad er menneskeligt, så det er rigtigt rart at kunne give dem en sejr!
Caroline Møller træner til daglig i Rumble Sports på Frederiksberg, men havde til denne lejlighed også fået sparring hos blandt andet Redline i Malmø. Det var ekstra vigtigt at være godt forberedt mod en modstander, der var svær at researche på.
“Mit første rigtige indtryk af hende (Ana Rotmitrovsky red.) fik jeg faktisk i bilen på vej til eventet. Chaufføren fortalte, at han kendte hende, og at hun er rigtig dygtig til brasiliansk jiu-jitsu og boksning. Det sidste havde jeg også hørt fra nogle andre. Der gik lang tid, før jeg så hende til eventet. Nærmest først i buret. Hun havde klart salen med sig og så rimelig selvsikker ud.”
Oven i en modstander, der ikke var meget videomateriale at finde på, så var Møller i sagens natur også på udebane, og det kunne godt mærkes, selv om setup’et lignede et dinner-stævne med dug på bordene omkring buret.
“Det var bestemt ikke fancy på nogen måde. Jeg blev næsten væltet af en meget fuld tilskuer og fik jogget en stilethæl i foden ved min walk-in, hvor jeg selvfølgelig blev buhet af. Det havde jeg bestemt forventet – måske pånær det med stilethælen. Men derudover blev jeg behandlet meget bedre af arrangøren, end jeg på nogen måde havde forventet. De andre kæmpere og coaches hujede også heppende på mig fra opvarmningsrummet, da jeg gik ud til kamp.”
Og da det gik løs i buret blev selvsikkerheden da også stille og rolig pillet af Rotmitrovsky og den skotske support.
“Jeg føler, at kampen bare fløj afsted, og jeg dominerede alle tre runder. Min coach fortæller mig i pausen før tredje runde, at jeg har vundet alle runder, men at vi er i Skotland, så jeg skal få afsluttet hende for at være sikker,” fortæller Caroline Møller og fortsætter:
“Jeg kommer aggressivt ud til tredje runde og i hendes forsøg på en form for clinch, får jeg sat mit ninja choke op. Jeg kunne tydeligt høre hendes coaches råbe til hende, at hun ikke skulle tappe, men jeg tænkte bare, at hvis hun ikke tapper, så sover hun om lidt.”
Sejren i det skotske kom dog ikke helt uden omkostninger for Caroline Møller, der måtte kæmpe sig igennem lidt tidlig modgang.
“Jeg tror, at jeg brækkede min hånd i slutningen af første runde, så jeg fik sparket en hel del derefter, hvilke bestemt også satte sine spor efter kampen,” griner hun.
“Men alt respekt til hende. Jeg synes, hun var tough as fuck og udover det, så brækkede hun også næsen ret tidligt i kampen, Jeg ønsker hende alt det bedste, og håber virkelig hun vinder sin næste kamp.”
For Møllers eget vedkommende venter der nu en pause, så blandt andet den skadede hånd kan blive i orden. Men lysten til at komme i kamp igen er naturligvis ikke blevet mindre af den forløsende sejr.
“Jeg skal lige have en lille recovery pause, men så snart jeg er healet, tager jeg, hvad jeg kan få. Jeg er ikke kræsen, så jeg tager hvem end, der byder op til dans”