Danmarks kampsportsunivers

Arte Suave-coach roser Mack trods tabt titelkamp: “Kender få andre der kunne det samme'”

Arte Suaves MMA-headcoach Nikolai Koubti. Foto: Nikolai Koubtis Instagram

Lørdag aften kunne være blevet en historisk én af slagsen for Arte Suaves Mack Promanee. Da den danske publikumsfavorit gik i buret i Brøndby Hallen ved MMA GALLA vol. 26, var det både som eventets main event – og med mulighed for at blive den første dobbeltchamp i den danske MMA-promotions historie.

Men titelkampen mod svenske Zoran Milic gik langt fra som forventet. Særligt i anden runde var Mack Promanee i store vanskeligheder, og det lignede flere gange, at den danske profil var yderst tæt på at blive stoppet efter et sandt svensk bombardement af ground and pound.


Kampen endte med en svensk sejr på majority decision.

Læs også: Kæmpe MMA GALLA-reportage: Knuste titeldrømme og vilde danske sejre

“Mack er selvfølgelig mærket efter kampen, men ellers ok – lægen har tilset ham grundigt. Han er tydeligt skuffet over sin præstation og over, at drømmen om at blive dobbeltchamp glippede denne gang,” fortæller Nikolai Koubti til Fighting.dk dagen derpå.

Koubti er MMA-headcoach i Arte Suave og stod i Promanees hjørne under kampen. Han fortæller om en optakt til den historiske titelkamp, der sad lige i skabet.

“Mack har leveret en rigtig stærk camp – alt har været på plads til punkt og prikke. Han var i fremragende form, og både kost og vægt sad lige i skabet. Det har tidligere været en udfordring, men denne gang må jeg give ham, at han virkelig har gjort sit hjemmearbejde” lyder det fra Nikolai Koubti.

De gode forberedelser virkede i kampens indledning til at give pote.

“I første runde synes jeg, Mack leverer en solid præstation. Han har ryggen på Zoran næsten hele omgangen, men jeg kunne godt have ønsket, at han udnyttede positionen bedre og fik lavet mere skade derfra,” fortæller Arte Suave-coachen.

Læs også: Promanee inden titelkamp: “I min bedste form meget længe”

Anden runde blev noget af en overlevelseskamp for Promanee, der havnede i en skidt position og i flere minutter måtte modstå et enormt svensk uvejr.

“Anden runde går klart til Zoran, hvilket er ærgerligt, for det startede ellers med at ligne en gentagelse af første omgang. Som jeg husker det, forsøger Mack en armbar fra ryggen, men glider af og ender alt for tidligt nederst. Herfra udnytter Zoran situationen godt med tungt pres og solid ground and pound. Mack taber runden klart – og stort”.

Publikum i Brøndby Hallen kunne se en mærket dansker vakle mod sit hjørne, og Nikolai Koubti og teamet måtte da også lige sikre sig, at Mack Promanee var i stand til at fortsætte kampen.

“Mellem anden og tredje runde sikrer jeg mig først, at Mack er til stede og faktisk i stand til at fortsætte. Da det står klart, at han er klar, taler jeg med store bogstaver til ham. Og man kan bestemt ikke tage fra Mack, at han har et løvehjerte uden lige – hold da op. Han går ud og gør præcis det, jeg beder ham om i tredje omgang. Efter den præstation kender jeg ærligt talt ikke mange andre fightere, der ville have formået det samme. Mack dominerer vel 90 % af runden, selvom han stadig ser tydeligt mærket ud, men ikke desto mindre har han kontrol,” lyder de rosende ord fra Nikolai Koubti.

Læs også: Dramatisk indvejning: Svensker misser både vægt og titelchancen

Efterfølgende scorede to af kampens dommere kampen i Zoran Milics favør med henholdsvis 29-27 og 29-28, mens kampens tredje dommer havde 28-28 på scorecardet. Nikolai Koubti er mest enig i det uafgjorte resultatet.

“Jeg scorede kampen som en uafgjort: 10-9 til Mack i første, 10-8 til Zoran i anden og 10-9 til Mack i tredje. Jeg har svært ved at se, hvordan man kunne give Zoran både første og sidste omgang” vurderer han.

Nikolai Koubti og Arte Suave var den bedst repræsenterede klub ved lørdagens MMA GALLA med hele fem kæmpere på kortet. Hvor Harald Danebod og altså Mack Promanee desværre tabte deres kampe, så sikrede Patrik Månsson, William Mørck og Oskar Lang københavnerklubben tre flotte sejre.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.