Den danske UFC-kæmper Nicolas Dalby skulle som bekendt have kæmpet mod Elizeu Zaleski ved weekendens ‘UFC Fight Night – Magny vs. Prates’.
En knæskade satte imidlertid en brat stopper for den kamp.
Læs også: Breaking – Dalby ude af Zaleski-kampen
Mens Dalby nu i stedet har rettet sigtekornet mod en kamp i starten af 2025, så har UFC’s matchmakere arbejdet hurtigt og fundet en ny modstander til Elizeu Zaleski.
Og det bliver en modstander med langt mindre rutine end Nicolas Dalby – men med en flot winstreak.
15 sejre i træk
Zaleski kommer nemlig til at stå over for den 28-årige amerikanske UFC-debutant Zach Scroggins. Det fremgår af UFC’s officielle fight-preview.
Zach Scroggins har en rekord på 7-0-0 og har kæmpet alle sine syv prokampe for Fighting Alliance Championship. Inden da kan Scroggins prale af otte sejre i rap som amatør, så det er en winstreak på imponerende 15 kampe, amerikaneren sætter på spil i The Apex.
Skal Nicolas Dalby fortsat finde en rematch med Elizeu Zaleski interessant, så er Scroggins dog fortsat nok en modstander som Elizeu Zaleski skal kunne besejre.
Om det sker finder vi ud af, når ’UFC Fight Night – Magny vs. Prates’ løber af stablen i The Apex i Las Vegas natten til søndag, hvor Zaleski vs. Scroggins er en af i alt syv prelimkampe.
Vil du opdateres på Fighting.dks nye udgivelser? Så tilmeld dig vores nyhedsbrev eller gå ind på vores Instagram, Facebook eller Youtube.


