Den nordjyske MMA-profil Patrick Sandager blev i sidste uge offentliggjort som en af de fightere, der skal i kamp ved MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen den 28. marts.
Læs også: Sandager jagter ny pro-sejr i Brøndby Hallen til marts
Allerede nu er Patrick Sandager i fuld gang med sine forberedelser, og med alt respekt for hans normale træningsfaciliteter i Aalborg Martial Arts, så får den 22-årige nordjyde den kommende tid et lidt mere eksklusivt gym at forberede sig i.
Sandager, der tidligere har kaldt sig for ‘landets bedste striker’, er nemlig taget til USA, nærmere bestemt San José, hvor han skal træne – og måske skærpe sin striking endnu mere – i American Kickboxing Academy (AKA).
Kæmpestjerner har trænet i AKA
Det er et legendarisk gym, hvor kæmpe UFC-stjerner som Daniel Cormier, Khabib Nurmagomedov, Islam Makhachev, Usman Nurmagomedov, B.J. Penn og Cain Velasquez tidligere har forberedt sig til nogle af deres største kampe i karrieren.
Det er Patrick Sandager selv, der i en række opslag på sociale medier fortæller om de kommende forberedelser i USA.
Hvordan han er blevet inviteret inden for i det fine selskab, melder historien foreløbigt intet om, men vi forsøger selvfølgelig at få en kommentar fra den danske Aalborg Martial Arts-profil i ugens løb.
Læs også: Efter spektakulær Sandager-debut: “Han kan blive titel-udfordrer”
Ved MMA GALLA vol. 30 i Brøndby Hallen kæmper Patrick Sandager sin anden kamp som professionel.
I sin pro-debut vandt danskeren et brag af en kamp mod norske Shambk Kulludra i september sidste år.



