Aleksander Potehhin er en af de 16 kæmpere, der har fundet vej gennem nåleøjet til Mark O. Madsen og Airtox Dominance FC’s storstilede amatørturnering ‘Fear Nothing Tournament’.
Her møder Potehhin i første runde det unge tyske talent Lewis Ndzana, der er national mester og har en bronzemedalje fra VM på CV’et. Det er dog ikke noget, der skræmmer den russisk-fødte kæmper, der repræsenterer Danmark, når han er i buret.
“Jeg har en sejr over sølvmedaljevinderen fra det europæiske mesterskab, Anton Ringvall. Så det betyder ikke noget, at min modstander er VM-bronzemedaljevinder. Han er stadig en dreng, og jeg er en voksen mand på 30 år i min prime med meget mere erfaring,” fortæller en selvsikker Potehhin til Fighting.dk.
MMA-kæmper siden 2017
Potehhin har trænet MMA intensivt de seneste otte år – og har erfaring fra flere af de største klubber herhjemme.
“Jeg startede med at træne hos Great Danes, da jeg dengang boede i Odense. Så flyttede jeg til København og trænede i CSA i tre år, inden jeg nu er skiftet til Rumble Sports.”
Aleksander Potehhin har ni officielle kampe på sin rekordliste, der tæller tre sejre og seks nederlag. De tabte kampe piller dog ikke meget ved den russiskfødte MMA-kæmpers selvtillid.
“Min rekordliste er ikke det bedste, men jeg har altid kun haft stærke modstandere,” forklarer han.
Pengene er en bonus
Nu gælder det for ham om at sætte en række sejre sammen, hvis han skal i spil til førstepræmien ved Fear Nothing Tournament, der som bekendt er 50.000 dejlige danske kroner.
“Det er god motivation, når der er penge på spil, men i sidste ende er det bare en bonus. Vi kæmper alle sammen i denne turnering, fordi vi bare elsker at slås,” lyder det fra den 30-årige Rumble Sports-kæmper.
Når han går i buret i Guldboxen i Nykøbing Falster, er det første gang, Potehhin kæmper under ADFC’s faner – mens han tidligere har optrådt i MMA GALLA-regi.
“Angående turneringen er jeg glad for at skulle kæmpe ved DFC. Jeg synes, det er et setup på højt niveau, og Mark (O. Madsen, red.) laver et virkelig godt stykke arbejde. Jeg er også glad for, at MMA i Danmark vokser generelt, og at vi har to store platforme som DFC og MMA GALLA,” lyder de rosende ord fra Aleksander Potehhin.



