Danmarks kampsportsunivers

Kasper Hansen advarer sin svenske rival: “Han får sig et chok, hvis han tror det”

Kasper Hansen, tv, møder Adijan Omerovic ved Airtox Dominance 6.0 i morgen aften.

I morgen aften står Kasper Hansen og Adijan Omerovic endelig over for hinanden i buret, når de mødes i nordisk sværvægtsbrag ved Airtox Dominance 6.0.

Særligt den 21-årige svensker har virket voldsomt interesseret i en kamp mod den danske sværvægter – og sidste sommer stod han bag noget af et call-out på sociale medier.

Selvom udsagn som ‘lad mig slå ham ihjel’, kan virke til den overdrevne side, så tager Kasper Hansen svenskerens provokationer med ophøjet ro.

“Det rør mig ikke på nogen punkter. Manden er stadig ung og følte sig sikkert uovervindelig på daværende tidspunkt,” siger Kasper Hansen før morgendagens sværvægtsbrag.

Læs også: Svensk sværvægtstalent kalder Kasper Hansen ud: ‘Lad mig slå ham ihjel’

Da Omerovic kaldte Kasper Hansen ud var han ubesejret efter tre kampe som amatør. I dag står svenskeren noteret for en rekordliste på 4-1 og har et nederlag til Jiffa Kundo – som Kasper Hansen vel at mærke knockoutede i sin seneste kamp.

Generelt føler danskeren også, at han er blevet matchet hårdere i sin karriere end sin svenske rival.

“Jeg tænker, at mine tidligere modstandere er en hel del hårdere end hans nemme match-ups, så han får sig et chok, hvis han tror, at han bare kan færdiggøre mig fra mount,” siger Kasper Hansen med et smil.

Læs også: Kasper Hansen føler sig klar til pro-karriere: “Kunne være elegant at annoncere med en sejr”

Kampen mellem Kasper Hansen og Adijan Omerovic er en amatørkamp, men har alligevel fået en ganske prominent placering på fightcardet ved Airtox Dominance 6.0.

Den nordiske sværvægtsduel er den 9. kamp og ligger dermed som sidste kamp inden Janus Olsens co-main event mod spanske Michel Martinez.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.