Danmarks kampsportsunivers

Dansk VM-drøm må vente: Jacob Bank overhalet inden om af dopingdømt kazakh

Jacob Bank på vej i ringen ved et tidligere stævne. Foto: Henrik Olesen/Primetime Boxing

Mens Oliver Zaren tidligere i dag officielt fik sin kommende VM-kamp mod Osleys Iglesias på plads, har en VM-kamp til landsmanden og ligeledes ubesejrede Jacob Bank fået længere udsigter.

Læs også: Dansk boksestjerne officielt klar til VM-kamp: “Den største danske herrekamp i over 13 år”

Den ubesejrede Kolding-bokser (19-0) havde ellers fået en VM-kamp i udsigt mod WBO-verdensmester Hamzah Sheeraz – men danskeren er nu blevet overhalet inden om af kazakiske Janibek Alimkhanuly.

Bank var senest i aktion på det store Anthony Joshua-kort i Jeddah i Saudi-Arabien for bare tre uger siden, hvor også Sheeraz forsvarede sin VM-titel. Her var danskeren i ringen og stod ansigt til ansigt med briten, og dermed lignede det, at en britisk-dansk duel var under opsejling.

Opgiver nuværende VM-bælte
Det bliver dog ikke til noget i første omgang, for WBO har beordret Sheeraz til at forsvare sit VM-bælte mod Alimkhanuly.

Det skriver blandt andre anerkendte Ring Magazine.

Kazakhen er tidligere forenet verdensmester i mellemvægt (17-0) og dermed en meriteret modstander. Men han rykker en hel vægtklasse op fra 160 til 168 pund til lejligheden – og har samtidig netop siddet ude i en længere periode på grund af en dopingkarantæne.

Alimkhanuly fik en etårig karantæne efter en dumpet dopingtest forud for en planlagt kamp mod Erislandy Lara. Karantænen blev dog afkortet og udløb den 10. juli, efter at kazakhen ifølge WBO havde efterlevet en række betingelser fra forbundet.

Læs også: Bank scorede kæmpe lønseddel i Saudi-Arabien: “Det var en god årsløn”

Ifølge WBO’s afgørelse er Alimkhanuly nu rangeret som nummer to i køen til Sheeraz’ bælte – kun overgået af superstjernen Canelo Alvarez.

WBO har givet parterne 20 dage til at få en kamp på plads. For Jacob Bank betyder det, at drømmen om en VM-kamp mod Sheeraz i første omgang må vente.

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.