Der er ikke længe til, at Melissa Mortensen skal i ringen i karrierens største kamp.
Den ubesejrede Varde-bokser er nemlig på vej mod Californien, hvor hun fredag skal bokse om det ledige WBA-bælte i superbantamvægt mod mexicanske Mayelli Flores.
Læs også: Mortensen får kæmpe VM-chance i blot 10. prof-kamp: “Det er næsten uvirkeligt”
Og forventningerne fejler ikke noget hos danskeren, der har vundet alle sine ni professionelle kampe.
“California, here we come,” skriver Mortensen i et opslag på sociale medier og fortsætter:
“Jeg føler mig mere end klar og spændt på endelig at vise alt det hårde arbejde, der er lagt i det.”
Læs også: Ny dansk VM-kamp på plads: Ubesejret Mortensen bokser om WBA-bæltet i Californien
VM-kampen finder sted fredag den 21. august på Pechanga Resort Casino i Temecula, Californien, hvor Mortensen bokser på det fightcard, hvor Amanda Serrano bokser hovedkamp mod Lucrecia Manzur.
Det bliver samtidig danskerens første kamp uden for Danmarks grænser, hele stævnet sendes live på TikTok.



