For nylig fejrede vi femårsdagen for UFC’s besøg i København i 2019. I det hele taget var det et mageløst år for dansk MMA. Ikke kun fordi UFC rundede Royal Arena, men også på grund af det succesfulde Cage Warriors-stævne i marts samme år. Et event hvor alle fire main card kampe blev vundet af danske krigere – Burnell, Bak, Madsen og Dalby – og KB Hallen kogte af landskampsstemning.
Desværre blev 2019 aldrig det springbræt, dansk MMA have ventet på for at få sit store gennembrud. Og foruden Jonas Maagaard, Louis Glismann og forhåbentlig snart Mack Promanee i OKTAGON, er der ikke flere af de andre danske kæmpere, som har fået etableret sig på den internationale scene.
Fighting.dk har derfor taget en snak med tre mænd, der har haft deres gang i MMA-miljøet i mange år og fra hver sit perspektiv har indsigt og erfaring. Vi spurgte dem, hvad der i deres øjne skal til for, at flere af de håbefulde danske talenter kan tage skridtet ud på den internationale scene.
Christian Colombo, tidligere UFC-kæmper og nu ekspert på Viaplay:
Jeg har kæmpestor respekt for alle danske MMA-klubber, og jeg siger ikke, at man nødvendigvis finder bedre undervisning og træning andre steder. Men lad os sige, du er professionel kæmper og tager til Las Vegas, til American Top Team i Florida eller en af de andre store camps. I stedet for at have to-tre faste træningspartnere, så står du lige pludselig med 20, der alle sammen også er sultne efter at nå til tops. Jeg tror bare, at den intensitet i rummet gør, at man selv løfter sit niveau ustyrlig meget.
Det er jo også klart en af de ting, jeg fortryder mest i min karriere, at jeg ikke tog af sted. Jeg var på en træningstur, hvor jeg var over at træne med Phil DeFries (sværvægtsmester hos KSW siden 2018) i Sunderland. Det rum de har kreeret derovre, er et af de bedste eksempler. Der er en Tom Aspinall, der har været en Paul Craig i perioder, der er Mick Parkins (sværvægter med 10-0 rekordliste og foreløbig fire sejre UFC red.). Der er et hav af store drenge, som har fået skabt noget, hvor de virkelig kan teste hinanden hele tiden, og det er det, jeg savner lidt i Danmark. Hvis man nu for eksempel kunne gøre sådan, at alle kæmperne i samme vægtklasse kunne mødes og træne sammen. Hvis folk smed deres egoer til side, så man kunne bruge hinanden meget bedre, ville det måske gavne alle. Måske kunne man få lidt af den tilstand og lidt sult i lokalet, frem for at man hele tiden går og passer sin egen hønsegård.
Vi har jo set det med Mads Burnell, for eksempel, der er taget til USA og har lagt meget af sin træning derovre. Vi så det for den sags skyld også med Martin Kampmann som det bedste eksempel. Han tog derover som Cage Warriors champ, trænede i Extreme Couture et par, måneder og blev tilbudt en kamp for UFC nærmest den dag, han skal hjem fra USA. Så gik der lige 17 kampe hos dem før han tog hjem. Så den der med “iron sharpens iron”, det kan man bare ikke komme udenom.
Nicolas Dalby, UFC-kæmper:
Jeg synes, der har været fremgang de senere år, og det tror jeg blandt andet har noget at gøre med, at MMA GALLA er begyndt at lave mange stævner igen.
Covid satte ligesom en stopper for rigtig mange ting. Dels træningen i klubberne, men det skabte også et hul i antallet af lokale danske events. De to ting kombineret tror jeg også satte en stopper for udviklingen af de yngre talenter. Den bølge er så startet igen, men det er måske også derfor, at der er et spring imellem generationerne, der står klar. Jeg ved ikke, om det er det rigtige at tage til udlandet. Jeg tror det handler mere om, at de fightere, der er på vej op nu simpelthen bare får en masse kampe under bæltet. På den måde kan de gøre sig bemærket. De fleste af de danske kæmpere vinder jo rigtig mange af deres kampe. Så jeg ser i hvert fald ikke på den måde, at det er kvaliteten i Danmark der er for lav, hvad angår niveauet.
Jeg tror ikke, at det der med at tage til udlandet og træne, det bare er en mirakelkur. Det hjælper selvfølgelig, men det er jo ikke i træningslokalet, at du nødvendigvis får en eller anden kontrakt med en organisation. Det er jo når du går ind og performer i buret. Og der føler jeg egentlig, at kvaliteten i Danmark er ret høj. Det kan man jo se på nogle af de talenter, vi har udviklet herhjemme. Det handler mere om, at de kæmpere, der er her, skal være konsistente. Også ved opsøge europæiske promotions som for eksempel Cage Warriors. Ikke at de er sådan “end all be all”, men de har jo rigtig gode kontakter til UFC, så der er ligesom en god genvej.
Milan Bodhi Silva Mørck, landstræner for det danske amatørlandshold:
Der er rigtig mange, som holder sig meget i Danmark og kun kæmper her, og som amatør synes jeg egentlig, at de fleste kampe herhjemme er ret fair matchet. Men de kæmpere får ikke den internationale erfaring ved at kæmpe i udlandet, hvor stemningen måske er imod dig, og du skal vende dig til at være i helt nye omgivelser, mens du gør dig klar til kamp. Det synes jeg er med til at gøre kæmperne bedre rustet til livet som professionelle, hvor de også skal kæmpe i udlandet.
Der er en tendens til, at Pro-kæmperne bliver matchet mod modstandere, hvor det er givet på forhånd, at de vinder. Det kan der være forskellige årsager til. Hvis vi tager Mark O. Madsens stævne i KB Hallen, var der en masse afbud i sidste øjeblik, og så blev der hentet tre kæmpere ind fra en bokseklub i England. Det var mit indtryk, at de aldrig havde dyrket MMA. De var selvfølgelig klar til at slås, men det synes jeg er lidt ærgerligt. Det svarer til at hive en badmintonspiller ind og spille en tenniskamp. Og så er der de kampe, hvor en modstander bliver hentet ind med en rekordliste på 0-5 og er blevet afsluttet i alle kampe i første omgang (en beskrivelse der passer på Dejan Zeljko, som kæmpede ved MMA GALLA vol. 21 red.). Når han har den rekordliste, er der nok en overvejende sandsynlighed for, at det sker igen. Det er en tendens, vi kender fra boksning i gamle dage, og det giver sporten et dårligt ry.
Jeg er stor fortaler for, at ens modstand skal være gradvist hårdere og hårdere. Med William (Mørck, Milans søn red.) har jeg gradvist sat ham op mod hårdere og hårdere modstandere i udlandet. På den måde har han fået erfaring mod kæmpere, der var større, ældre og på papiret også havde bedre rekordlister end ham. Det synes jeg, er det, der skal til. I alle sammenhænge af livet udvikler man sig der, hvor man kommer ud af sin comfort zone. Man skal smides ud på dybt vandt, og nogle gange taber man. Det har William også oplevet, og det er med til at forme én som kæmper. Som pro er det selvfølgelig anderledes, for der skal man helst vinde. Men hvis man aldrig taber, vil jeg påstå, at man ikke er blevet matchet tilstrækkeligt hårdt.
Og så udlandserfaring. Nu ved jeg godt, at en del kæmpere i Danmark er signet med f.eks. MMA GALLA. Det gør jo også, at man som kæmper får svært ved at få den internationale erfaring, som Nicolas Dalby, Mads Burnell og Colombo fik. Louis Glismann som er hos OKTAGON har kæmpet rigtig meget i England både som amatør og efter han blev professionel. Han har også kæmpet i BRAVE og Ares. Hvis vi ser på de danske kæmpere, som har kæmpet for Dominance, Unite eller MMA GALLA, så er det meget få af dem, der har prøvet at kæmpe i udlandet som professionelle. Måske en enkelt kamp i England, som de har tabt, og så har de kæmpet resten af deres kampe i Danmark.