Iliaden er en af verdens ældste fortællinger, og handler om grækernes belejring af Troja. En dominerende magtfaktor der holdt de andre nationer i et suverænt jerngreb af tyranni og undertrykkelse.
Det er nu ikke de gloser, jeg vil sætte på Alexander The Greats æra i fjervægtsdivisionen, som foreløbig sluttede tidligt søndag morgen, da australieren lå sammensunken på kanvassen. Nu er det tid til en ny fortælling – ikke om Iliaden men om Ilia Topuria og hans imponerende raid på eliten af de 66 kilo tunge kæmpere i MMA-universet. Jeg har hørt skeptikere udtrykke bange anelser for Alexander Volkanovski, fordi hans pause efter det knusende knockout-nederlag til Islam Makhachev ikke var lang nok. Men ærligt talt tror jeg ikke, det havde givet en forskel, om kampen havde ligget i august. Topuria ligner simpelthen en af de kæmpere med en så uimodståelig vilje, at han havde jordet Volk og grebet bæltet uanset hvor længe champen havde fået lov at ligge på sofaen (hvilket han jo i øvrigt åbenbart også mistrives med). Khabib havde det samme, og Islam Makhachev har det, men Topuria krydrer det med en enorm aggressivitet og ikke mindst en napalmbombe af en højrehånd, som landede med et brag i anden omgang og vendte op og ned på en vægtklasse, der har tabt noget af sin appel på det seneste.
Fjervægt havde brug for en ny mester. Volkanovski havde banket de relevante udfordrere, og kunne have fortsat i en evighed mod Evloev, Calvin Kattar, Aljo eller hvem der nu havde mast sig forrest i køen. Der skulle en særlig type til at erobre tronen, og ham fandt UFC i georgeren på den spanske solkyst. Som med detroniseringen af Israel Adesanya i mellemvægt, bliver posen nu rystet grundigt, og en lang række af friske udfordrere står klar til at teste Ilia Topuria. Den nye champ har allerede travlt med at skyde de navne ned, som vi andre ellers synes ville være oplagte duellanter, men heldigvis er det her jo ikke professionel boksning, og derfor er det mindre afgørende hvilke match-ups Topuria selv føler for.
At dømme ud fra mængden af familie og venner, der indtog buret efter sejren, skal Topuria dog lige have lov at fejre triumfen hjemme i Spanien et par måneder først. Det må også føles som noget nær en månelanding, når man kommer fra en hårdtprøvet om end ung nation som Topuria. Første georgiske UFC-champ. Han overhalede Giga Chikadze og Merab Dvalishvili inden om. Chikadze manglede nogle procenter, mens Dvalishvili mangler dræberinstinkt og farve. Godt nok er bantamvægteren en utrolig sympatisk karakter, der også får trukket mundvigene op ad i arenaer og stuer med sine enormt entusiastiske talestrømme på gebrokkent engelsk. Men han er ikke den, der kan bære et stort kort alene. Han er ikke den, man tuner ind for at se hvis det bare er et nogenlunde interessant kort. Og derfor har det krævet så mange sejre, at nå frem til titelkampen, at UFC simpelthen ikke kunne undslå sig det længere. Og tillykke med det til Dvalishvili. Om det bliver O’Malley eller Vera han skal tage bæltet fra, så får de en ordentlig mundfuld i Merab ‘The Machine’.
Så var der Robert Whittaker og Paulo Costas duel, som blev til noget, selv om internettets sortseere nægtede at tro på det før Costa stod klar i oktagonen. Costa har siden sin sejr over Yoel Romero haft det svært mod topnavnene i mellemvægt, og det blev ingen undtagelse mod Whittaker, der igen rejste sig fra et opslidende nederlag med en mesterlig præstation. Med et enkelt øjebliks undtagelse, da han blev blæst baglæns af Costas spinning heel kick i de døende sekunder af første. Det var The Reapers held, at omgangen sluttede der, for ellers havde Costa formentlig sendt ham i ekspresfart mod drømmeland. Men før det moment og igen fra anden omgang startede og kampen ud, var det Whittaker, der styrede kampen, og med endnu et nederlag til Costa, når det virkelig gjaldt, må man spørge sig selv, hvad der skal ske for at få brasilianeren løfte op til toppen af ranglisten. Måske letsværvægt er værd at overveje. Friske modstandere, mindre opslidende vægtcut og kortere kø til titelkampene.
Der var mange virkelig imødesete kampe ved UFC 298, og de fleste leverede. Ikke mindst Mackenzie Dern og Amanda Lemos’ 15 minutters voldsfest i prelims hovedkampen. En indiskutabel fight of the night.
I den anden ende af skalaen finder vi Ian Garrys møde med Geoff Neal. Garry havde haft travlt i fightweek med at råbe sig selv (og sin hustru) op til det eneste trækplaster på hele det ellers stjernespækkede kort, med at kalde sig selv for stor en superstjerne til at kæmpe ved et eventuelt stævne i Irland og meget mere. Han fik fyret kaskader af sludder af undervejs. Og da den særdeles forglemmelige kamp – som mange i øvrigt ikke så ham som den rette vinder af – var forbi, proklamerede Garry også til de uimponerede fans i Honda Center, at de alle var kommet for at se ham. Efter en på alle måder undervældende indsats, som kæmperne toppede med at parade rundt i ringen arm i arm, som havde de lige leveret en klassiker til MMA-sagaen.
Garrys selvbedrag blev for alvor tydeligt, da han i næste åndedræt krævede en kamp mod Colby Covington – gerne som co-main event ved landsmanden og idolet McGregors næste optræden. ‘The Future’ ser åbenlyst sig selv som McGregors tronarving, men de deler ikke meget andet end statsborgskabet på den grønne ø.
Paradoksalt har Garry meget mere tilfælles med Covington, som han altså gerne vil sende på pension. Ireren forsøgte allerede i vinderinterviewet at skabe en fortælling om sig selv som helten, der skal befri UFC-fans for skurken Covington, men i virkeligheden har Garry bygget sit persona op efter samme skabelon som ‘Chaos’ bare i en mindre dedikeret udgave. Begge dyrker folkets misbilligelse for at skabe omtale til sig selv, fordi deres respektive karisma og talegaver ikke rækker. Men hvor ækelt Covington end opfører sig, så spiller han i det mindste rollen fuldt ud. Han er ikke typen, der skal over og hilse på sin modstander og dennes trænere, så snart han træder ind i buret. Han highfiver ikke sin modstander under kampen efter banale slagudvekslinger. Han går ikke rundt langs buret med armen om dem for at fejre den fælles indsats. Og han inkluderer ikke sine rivalers kælenavne, når han kalder dem ud. Alt sammen oplevede vi Garry gøre i Anaheim, og det slår allerede nu sprækker i den maske, som han har trukket over hovedet for at skabe sig et navn.
Den slags ser man ikke hos Covington, og slet ikke hos forbilledet McGregor, hvis helt store x-faktor er, at hans overgearede larger-than-life personlighed fremstår 100% ægte. Siden søndag har Fru Machado Garry lagt en story på Instagram, hvor hun trøstede sin grædende mand i omklædningsrummet efter kampen. Endnu en side Covington og McGregor aldrig ville skilte med. Så til trods for Ian Garrys kælenavn ser jeg ikke den store fremtid for ham som påtaget kontroversiel bad guy, hvilket i øvrigt heller ikke harmonerer med et ønske om at pensionere Colby Covington. Spørgsmålet er, om det er for sent at ændre billedet, der nu er dannet af en selvforherligende og virkelighedsfjern opkomling, hvis kone trækker i marionetstrengene. Garry kunne have valgt at slå på tromme for sig selv som succesfuld, ung og ubesejret med en overscoring af en gudesmuk hustru. Det er det han er, og Covington-taktikken overskygger fuldstændig alt det fede. Men hvis UFC mod forventning opfylder Garrys ønske om den kamp, bliver det om ikke andet spændende at se, hvem publikum buh’er højest af.
Næste uge holder UFC igen mexicansk temafest med funrides som Moreno vs. Royal 2, Rodriguez vs. Ortega 2, Raul Rosas jr. og meget mere. Du kan deltage fra kl 04 på Viaplay.