Sommetider er et monster kun et monster, indtil du tager dig sammen og konfronterer det. I denne weekend var der flere modige mænd, der stirrede monstrøse modstandere i øjnene og viste, at godt nok er overmenneskelig råstyrke og frygtløshed gode attributter for en kampsportsatlet, men selv de vildeste trolde kan tæmmes af en rutineret domptør.
Den første der svingede pisken og tog pippet fra en frygtindgydende rival var Anthony Joshua i fredags i Saudi Arabien. Faktisk knuste ‘AJ’ fuldstændig Francis Ngannou på den facon, som mange af os havde regnet med, at Tyson Fury ville gøre, da han var oppe mod den camerounske knockoutkonge. Det er ikke urimeligt eller respektløst over for Joshuas præstation, at meget af snakken efterfølgende har handlet mindre om hans sejr, og mere om hvad fa’en Fury havde gang i den oktoberaften, hvor røg en tur til tælling og i ikke så få fans’ øjne tabte kampen til UFC’s forhenværende sværvægtschamp. Den eneste oplagte forklaring er, at Gypsy King totalt fejlvurderede det bæst, han skulle op imod, og forberedte sig med omtrent ligeså meget engagement som dengang han gjorde comeback mod Sefer Seferi efter to et halvt års pause med pints, kokain og depressionsmedicin som sin primære diæt.
Det var åbenlyst ved den første knockdown mod slutningen af første omgang, at Francis Ngannous anden kamp som professionel bokser ikke vilde ende godt. Og efter at have rejst sig fra endnu en tur i gulvet blev han knockoutet med sådan cirka samme brutalitet, som vi har set ham selv lade det gå ud over talrige modstandere. Faktisk faldt Ngannou nærmest én til én sammen på samme måde, som da han erobrede sværvægtstitlen fra Stipe Miocic. Med smertefuldt nærmest kollapsende knæ til følge.
Mon Ngannous boksekarriere allerede er forbi? Han sagde før kampen, at han søndag morgen ville have en god idé om, hvornår (måske endda hvorvidt) han ville vende retur til MMA-buret og få sin længe ventede debut for PFL. Joshua opfordrede ham sympatisk til at blive hængende i bokseringen, og til trods for at Ngannou blev sat totalt til vægs som en sløv tegnestift, så vil jeg stadig gerne se ham i åben slugfest mod Deontay Wilder, der er godt og vel ligeså hårdtslående som Ngannou selv, men langt mindre bokseteknisk overlegen end afrikanerens første to modstandere i den kvadratiske ring. Det vil også give et historisk CV at møde tre af de allermest succesfulde sværvægtsboksere i denne æra – og ingen andre. Om det så helbredsmæssigt er en god idé for Ngannou er nok mere tvivlsomt.
Mens Ngannou slukøret måtte forlade ringen, kunne Anthony Joshua fejre en triumferende aften i Riyadh. Han har haft større besvær mod bløde journeymen, end han fik natten til lørdag, og oven i kan han godte sig over Furys pinlige indsats mod samme modstander i efteråret. Tilmed er narrativet nu igen på plads til, at en kamp mellem de to britiske superrivaler, efter Fury ellers var stukket af fra Joshua med sin succesfulde triologi mod Deontay Wilder og titelforsvar mod landsmændene Dilian Whyte og Derek Chisora, alt i mens AJ blev kraftigt eksponeret af folk som Andy Ruiz og Aleksander Usyk. Joshua gjorde, hvad Fury ikke var i nærheden af. Og nærmest uanset udfaldet af Furys kommende kamp mod Usyk, så virker det oplagt, at vi endelig kan få duellen mellem de to englændere derefter. Ikke mindst fordi Frank Warren og Eddie Hearn på ejendommelig vis har fundet sammen efter årelangt fjendskab – godt gelejdet på vej af de saudiske bokseentusiaster – eller hvad de nu er – og deres uendelige pengeflod.
Et døgns tid senere ventede der endnu et mastodontisk event med tæsk på menuen, da UFC 299 indtog Miami med et forrygende fightcard. Og tematikken med de afsporede hypetrains fortsatte med næsten ligeså hyppig frekvens i løbet af aftenen, som Dana White åbenlyst havde beordret UFC’s producer til at klippe Whites gode ven og yndlingspræsidentkandidat Donald Trump på skærmen. Det nærmede sig det sjofle, hvor meget eksponering Agent Orange fik ved stævnet, og mens man kan undre sig over, at ingen i UFC’s moderselskab TKO satte en stopper for reklamefremstødet for den tidligere og måske fremtidige POTUS, så er grunden nok, at Trump giver garanti for ekstra promovering af produktet verden over, bare ved at gå ind, sætte sig på første række og lade som om, at han går op i, hvad der sker i The Octagon.
Men tilbage til de kæmpende hypetrains. Aftenens største på forhånd var nok den franske letvægter Benoit Saint Dennis, som fik sit ønske om at møde Dustin Poirier opfyldt, efter han smed det forslag i spil oven på sin suveræne knockoutsejr over Matt Frevola i Madison Square Garden i november. BSD havde smadret fem modstander på stribe, og selv om ingen af de fem var nær samme kaliber som Dustin Poirier, så havde franskmanden en rimelig klar favoritværdighed på forhånd. Og han pressede voldsomt på. Både i første og anden omgang satte Benoit Saint Denis nærmest alt ind på at stoppe den tidligere interimchamp, og selv om Poirier ikke for alvor var tæt på at blive afsluttet, så lugtede det tidligt af fransk sejr. Men så vågnede Poirier pludselig, og med først et giftigt højre hook og øjeblikket efter et nærmest identisk med venstre, lagde han franskmanden på is i Oktagonen. Et helt formidabelt comeback af Poirier, som trak minder til hans første sejr over Conor McGregor, hvor han også var presset i første omgang, men fik tingene vendt rundt med sin sublime bokseteknik og uknækkelige vilje.
Udover aftenens mest medrivende øjeblik – og der var ellers nogle stykker at vælge imellem – så gav Dustin Poirier også en smuk vindertale, som svar på Joe Rogans beundrende spørgsmål. Passagen om at sige ja til kampen mod kun 12. rangede BSD, fordi han selv fik en unik chance af Eddie Alvarez i sin tid og respekterer værdien af at give videre den slags muligheder til den næste generation, fortalte alt om, hvilken kaliber menneske Dustin Poirier er – ved siden af sin status som en af verdens dygtigste MMA-kæmpere. Jeg var glad for, at den snak om at nærmere sig slutningen af karriere, som han luftede i løbet af fightweek, var totalt forsvundet i interviewet efter sejren. Der er mindst et par storkampe mere i ‘The Diamond’. Måske endda en titelkamp til.
Nå ja, og tillykke til Sean O’Malley med det autoritære titelforsvar. Vi får se om han får ligeså meget spillerum af sin næste modstander. Med call-out’et af Ilia Topuria lugter det af, at hverken UFC eller Sean O’Malley er opsatte på at se en titelkamp med takedown-tornadoen Merab Dvalishvili. Hård skæbne for georgeren i så fald med hans 10 sejre i streg og voksende profil. Men nogle gange finder UFC en måde at komme uden om selv de mest oplagte titelkandidater, hvis de ikke passer ind i eliten hverken på evner eller karisma. Mere om det i næste blod.