Tidligere i dag sendte Mark O. Madsen andet afsnit af sin DFC Podcast ud på sin Youtube-kanal. Ligesom i sin første podcast havde DFC-præsidenten en gæst med sig. Og ligesom med den første Jon Stadil Palm, rundede Mark O. Madsen showet af med at tilbyde gæsten en kontrakt.
Denne gang var gæsten Marsel Terteryan, der straks takkede ja til tilbuddet.
“Når man får tilbudt sådan en 4-kamps kontrakt, hvor man er sikret på datoer og får en løn, der gradvist stiger kamp for kamp, så takker man ja. Mark er ved at bygge noget rigtig spændende, og det kan blive et springbræt til en af de store internationale organisationer på et senere tidspunkt, så den kontrakt skriver jeg under på, siger Marsel Terteryan til Fighting.dk.
En kæmpe anerkendelse
I november var Mark O. Madsen ude med et lille tordenskrald mod danske MMA-kæmpere, som han vil have til at gå mere offensivt tilværks. Ikke mindst når de får taletid. I den forbindelse fremhævede han Marsel Terteryan, der skabte omtale efter at have kaldt muay thai-kæmperen Niclas Larsen ud ved DFC 01. Både roserne og kontrakttilbuddet betyder meget for den ny-sigende DFC-kæmper.
“Det er en kæmpe anerkendelse. Jeg er den anden kæmper, der får tilbudt sådan en kontrakt. Så det viser, at jeg gør noget godt, og at Mark ser et potentiale i mig,” siger Marsel Terteryan.
I podcasten slog Mark O. Madsen også fast, at Marsel Terteryans kamp mod norsk-albanske Afrim Thaqi bliver co-main event ved DFC 2.0, hvor hovedkampen står mellem Marco Birch og spanske Adrian Galvez.