Danmarks kampsportsunivers

Du Plessis dominerer Usman totalt: “Lad mig få mit bælte tilbage”

Main event-kampen mellem Du Plessis og Usman endte med en sikker sejr til sydafrikaneren. Foto: UFC

Dricus du Plessis har for alvor meldt sig tilbage i mellemvægtens absolutte top.

Den tidligere mester var nemlig overlegen i store dele af nattens hovedkamp ved UFC Fight Night i Oklahoma City, hvor han over fem omgange nedkæmpede den forhenværende weltervægtskonge Kamaru Usman og tog en soleklar pointsejr på dommersedlerne 50-45, 49-46 og 49-46.

Sydafrikaneren havde Usman rystet ved flere lejligheder undervejs, men den 39-årige veteran viste sin velkendte hårdførhed og overlevede til det sidste. Da kampen gik tiden ud, var der dog ingen tvivl hos dommerne, der alle pegede på du Plessis.

Og ‘DDP’ var ikke i tvivl om, hvad præstationen skal bruges til. I sejrsinterviewet sendte han en klar besked mod toppen af divisionen – og mod den nuværende mester Sean Strickland, som sydafrikaneren allerede har besejret to gange i karrieren:

“Jeg er tilbage på sejrssporet. Lad mig få mit bælte tilbage,” lød det fra du Plessis.

Sejren er en vigtig oprejsning for du Plessis, der senest var i aktion, da han i efteråret mistede sin mellemvægtstitel efter en ensidig affære mod Khamzat Chimaev. Med nattens præstation har han sendt et klart signal om, at han fortsat skal regnes blandt divisionens allerbedste.

For Usman fortsætter de blandede resultater i karrierens efterår. Nigerianeren, der i sin storhedstid forsvarede weltervægtstitlen fem gange, kæmpede sin anden kamp i mellemvægt, hvor han tidligere har mødt og tabt til Khamzat Chimaev.

McMillen med ny KO-sejr

Også tidligere på aftenen blev der leveret varen. Det ubesejrede fjervægtstalent Tommy McMillen åbnede main card med endnu en knockoutsejr, da han stoppede venezuelanske Alberto Montes på TKO i tredje omgang.

Dermed kunne det blive en indbringende aften, hvis man havde fulgt Fighting.dk’s spilforslag til main card-kampene ved eventet.

Læs også: To tidligere champs tørner sammen: Her er optakt og spilforslag til nattens UFC Fight Night

Vi havde netop tippet McMillen til at vinde på KO/TKO til odds 4,10 – med argumentet om, at kampen ikke ville gå tiden ud. Faktisk sad hele fire af vores fem forudsigelser til stævnet lige i skabet.

Her er alle resultaterne fra UFC Fight Night: du Plessis vs. Usman

Prelims

  • Kamp 1 – fluevægt (kvinder): Dione Barbosa besejrede Anna Melisano på submission (rear naked choke), 1. omgang
  • Kamp 2 – sværvægt: RJ Harris besejrede Alvin Hines på TKO (slag), 1. omgang
  • Kamp 3 – fluevægt: Alden Coria besejrede Stewart Nicoll på enstemmig dommerafgørelse
  • Kamp 4 – catchweight: Ezra Elliott besejrede Damien Anderson på enstemmig dommerafgørelse
  • Kamp 5 – letsværvægt: Felipe Franco besejrede Levi Rodrigues på TKO (slag), 2. omgang
  • Kamp 6 – weltervægt: Jean-Paul Lebosnoyani besejrede Seokhyeon Ko på enstemmig dommerafgørelse
  • Kamp 7 – fjervægt: Jose Delgado besejrede Austin Bashi på enstemmig dommerafgørelse

Main Card

  • Kamp 8 – fjervægt: Tommy McMillen besejrede Alberto Montes på TKO (slag), 3. omgang
  • Kamp 9 – stråvægt (kvinder): Fatima Kline besejrede Tabatha Ricci på enstemmig dommerafgørelse
  • Kamp 10 – catchweight: Chase Hooper besejrede Mitch Ramirez på submission (rear naked choke), 1. omgang
  • Kamp 11 – mellemvægt (co-main event): Christian Leroy Duncan besejrede Jared Cannonier på enstemmig dommerafgørelse
  • Kamp 12 – mellemvægt (main event): Dricus du Plessis besejrede Kamaru Usman på enstemmig dommerafgørelse

Del artiklen:

Få MMA-overblikket

I vores månedlige nyhedsbrev samler Fighting.dk op på de vigtigste historier og kigger frem.